Det er ikke alle, som kan eller skal reddes i folkeskolen

Foto: Dennis Jarvis/flickr.com

Jeg har engelsk i 9. klasse og med julen inden for rækkevidde og dermed snart halvdelen af skoleåret tilbagelagt, er det ved at være sidste chance, hvis man som elev skal nå at vende skuden. Der kan være mange forskellige årsager til, at man ikke har fået vendt den for længe siden, men oftest er det en kombination af flere ting, faglige såvel som personlige. Som lærer vil jeg naturligvis altid gerne hjælpe en elev med at komme på rette spor inden prøverne, og jeg ved, at det kan lade sig gøre, hvis man som elev giver den en skalle. Jeg kan blive helt ivrig på mine elevers vegne – ja, næsten sådan lidt fandenivoldsk. Det er nu eller aldrig-agtigt. ”Yes, we can!”

Ikke alle er klar

Én ting er dog min iver og gåpåmod. Noget andet er mine elevers. For jeg har ind imellem måtte sande, at det ikke er alle, der er klar til at tage imod den hjælp, jeg tilbyder. Det er meget frustrerende og slet ikke sjovt at stå på sidelinjen og have troen på, at det kan lykkes, når eleven har besluttet sig for det modsatte. Som nævnt kan der være mange grunde hertil, men jeg tror, at det er vigtigt, at vi Moder Teresa-typer indser, at det ikke er alle, der skal reddes i 9. klasse.

Folkeskolen er ikke sidste chance

Vi lærere kan have nok så stor en tro på vores elever, og vi kan stå med hjælpen fremme på et sølvfad, men det nytter ikke en dyt, hvis eleven ikke mentalt er dér, hvor han skal være for at kunne tage imod. Vi kan ikke forcere en parathed. Vi kan blot håbe – og tro på – at den kommer med tiden. Det er bestemt ikke nemt at være Moder Teresa-typen i disse situationer, men jeg har dog lært at trøste mig med, at nok er 9. klasse afslutningen på grundskolen, men det er faktisk ikke sidste chance. Skuden kan nemlig altid vendes. Heldigvis.