Der er én kæmpestor udfordring med udkastet til den nye fagplan

Råudkastet til de nye fagplaner er kommet. Der er gode takter, og det lyder helt klart som et fag, jeg med stor glæde vil undervise i, og der lægges både op til elevinddragelse, udsyn og fordybelse.

Der er bare en enkelt, kæmpestor udfordring. Hvordan i alverden skal jeg nå det?

Målene i faget er tydeligt reduceret. Det er bestemt positivt, men når man læser den udfoldede tekst, er det et helt andet billede, der tegner sig.

Allerede i fagformålets stk. 3 er der stofudvidelse. Her inddrages naturen:

“Gennem mødet med forskellige livsspørgsmål i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne grundlag for personlig og ansvarlig stillingtagen og handling over for medmennesket og naturen med henblik på aktiv deltagelse i et demokratisk samfund,” står der.

Hvilken betydning får det så for stofområdet, skal medmennesket og naturen sidestilles i alle områder?

I målet for kristendom i 7. til 9. klasse står der:

“Eleverne forholder sig til forskellige fortolkninger og praksisformer og undersøger kristendommens spor og aftryk i kultur, værdier, samfund og sociale fællesskaber, f.eks. klostervæsen. Det gør de gennem kunst, musik, litteratur og film i Danmark, i Europa og i verden”.

Danmark, Europa og verden? Hold da helt op. Det vil være fedt at se på hele Europas og resten af verdens litteratur, kunst med mere, men det alene vil tage det meste af et undervisnings-år.

Vi kan maksimalt nå at se på et lillebitte udsnit af påvirkningen i Danmark og måske en smule af Europa. For eksempel i forbindelse med, at vi ser på, hvorfor danerne blev kristne.

Ligeledes stilles der nu krav om, at man både skal nå omkring de store vestlige og de østlige verdensreligioner. Det er en massiv stofforøgelse i forhold til den forrige læseplan, især når der – udover værdier, grundbegreber, hovedtanker og menneskesyn – også skal kigges på intern diversitet.

Flere ting springer i øjnene

Der er flere ting, der skurrer voldsomt ved de nye kompetencemål.

Filosofisk samtale erstatter livsfilosofi. Det bliver et kæmpe nej tak herfra. Livsfilosofi er en generel holdning til tilværelsen, en livsanskuelse. Filosofisk samtale er en metode. Dog en god metode der er oplagt at bruge i faget, når det giver mening. Men der er en verden til forskel på at bruge en metode og skrive den ind som kompetencemål.

I den danske folkeskole har vi for vane at have metodefrihed til at nå de mål, der er politisk fastsat. Jeg har svært ved at forestille mig, det er skrivegruppens intension at gøre op med metodefriheden? Så der må være gået noget galt.

Det næste, der springer i øjnene, er målet “bibelske fortællinger, ritualer og materielle udtryk.”

Hvorfor skal det være bibelske? Hvorfor ikke fortællinger, ritualer og materielle udtryk, hvor man kan sammenligne de store hovedreligioner og finde ligheder og forskelle?

Hvis det skal være bibelske fortællinger, ritualer og materielle udtryk, hvorfor er det så ikke lagt under kompetenceområdet kristendom? Det vil da give meget bedre mening.

Så kan man reducere kompetenceområderne til to i indskoling/mellemtrin og tre i udskolingen.

Allerhelst havde jeg set, man kørte med alle områderne hele vejen gennem skoleforløbet. I den verden, vi lever i, er der god fornuft i, at vi lærer mest muligt om hinanden fra barnsben.

Vi kan vel heller ikke ignorere, at der sidder muslimske børn i de fleste klasser: Skal kammeraterne ikke lære noget om deres ståsted?

Som jeg slog fast indledningsvist, tegner der sig alligevel konturerne til et fag, jeg gerne vil undervise i. Men med den tidsramme, vi har til rådighed i udskolingen med en lektion om ugen i 8. og 9. klasse minus lejrskole, brobygning, praktik, emneuger og så videre – er jeg nødt til at sige, at der skal slankes markant mere, end der er lagt op til. Ellers bliver det en lang halsen igennem for at nå det hele. Og det er ikke det, faget trænger til.

Vi trænger til tid til fordybelse. Tid til de væsentlige samtaler. Kort sagt mere tid – mindre stofophobning.