Den syriske pige brød sammen, da jeg stillede det simple spørgsmål: ’Hvordan har du det?’

En pige sidder overfor og skælver. Hendes blik er flakkende, hun trækker vejret hurtigt og græder. Jeg har lige stillet hende det simple spørgsmål: Hvordan har du det?

Pigen er 16 år og flygtning fra Syrien.

Sammen med sine søskende og mor blev hun familiesammenført til Danmark, hvor hendes far og lillebror allerede havde fået ophold. Trods tryghed og sikkerhed står pigen og familien over for flere psykiske og sociale udfordringer.

Det er baggrunden for, at hun er henvist til os i DIGNITY, hvor jeg arbejder som psykolog. Her møder jeg pigen for første gang. Som led i vores familieudredning, gennemgår vi altid familiens traumehistorik, symptombillede og det aktuelle funktionsniveau.

Pigen viser sig at være ambitiøs, fagligt stærk og vellidt. Men hun kæmper med isolation og tilbagetrukkethed og er sommetider svær at komme i kontakt med.

Det er svært for lærerne, sagsbehandleren og lægen at finde ud af, hvad pigen og familien har været igennem, da de fleste undgår at spørge direkte ind til traumerne. Familien undgår også selv at tale om det, fordi de helst ikke vil belaste nogen med deres lidelser.

Som psykolog består mit arbejde i at spørge og lytte. Pigen fortæller mig, at hun har været igennem en voldsom flugt fra Syrien og et ophold i en primitiv flygtningelejr. De boede i et telt – en familie på otte mennesker. Det var farligt at gå uden for teltet alene som pige, og storebroren fulgte hende igennem lejren, så hun kunne komme i skole. Flere gange blev hun truet på livet af andre i lejren.

For at overleve psykisk måtte hun bruge mange timer i teltet på at skærme sig fra omverdenen. Hun brugte også lang tid på at drømme om et liv og en verden, som er fri, åben og fuld af håb. Om natten hørte hun sine brødre skrige i deres mareridt fra krigen. Og når hendes mor kom grædende hjem, efter at hun igen var blevet frarøvet sine varer, lukkede pigen sig inde i sig selv og drømte sig væk. Da hun endelig kom til Danmark, gik der flere uger, før hun turde gå alene udenfor. Og da hun for første gange gjorde det, var det så overvældende, at hun kastede op.

Traumer sætter sig både i krop og sind. De følelser, man oplever i livstruende situationer, er ofte så overvældende, at sindet lukker ned – for at undgå kontakten til følelserne. Man har ikke tid til følelser og refleksion, når livet er på spil. Man reagerer bare. Og når situationen er umulig at komme ud af ved at flygte, reagerer man ved at ’lukke ned’.

Går et ungt menneske rundt med ubehandlede traumer i for lang tid, kan det have ødelæggende konsekvenser for hans eller hendes mentale sundhed og generelle trivsel.

Børn kan rejse sig igen

Men den gode nyhed er, at med den rette indsats kan den 16-årige pige og andre traumeramte børn godt rejse sig igen.

Da pigen endelig havde mod til at åbne op for sine oplevelser, blev hun mødt med empati, forståelse og omsorg. I hendes tempo bearbejdede vi traumerne, så minderne og reaktionerne på dem, kunne placeres hvor de hører hjemme – i fortiden.

Det er der, vi sidder nu, hvor jeg lige har spurgt hende, hvordan hun har det.

Vejrtrækningen stabiliseres stille og roligt, da vi retter vores opmærksomhed mod den, sætter tempoet ned og lader ilten fordele sig i kroppen. Hun kan fornemme, identificere og kommunikere, hvordan hun har det. Og det er fremskridt.

Hun fik det bedre med tiden, og da vi nåede til vores sidste session, sagde hun til mig:

’Jeg vil bare være en almindelig pige med glæde i livet og håb for fremtiden’.

Det er livsbekræftende at være vidne til, hvor modstandsdygtige børn egentlig er, når de blot får den rette behandling.

Alt for mange flygtninge med psykiske skader fra krig, flugt og tortur bliver opdaget for sent i Danmark. Det har enorme menneskelige konsekvenser for den enkelte flygtning og den nære familie, men det er også dyrt for samfundet. Vi skal være bedre til at opspore traumeramte i børnehaven, folkeskolen, lægen og henvise dem til den rette behandling. Der er brug for flere specialiserede tilbud til traumatiserede børn og deres familier. For alle børn med traumer fortjener at få barndommen tilbage efter krig, flugt og tab.