Den svære kunst at kommunikere

Kommunikationsstrategien i DLF handler ikke bare om at tale pænt. På samme måde handler professionsstrategien ikke om, at DLF skal laves om til en dørmåtte i stedet for en fagforening, som slås for faglige krav og beskytter læreres rettigheder med de nødvendige faglige kampmidler.

Det er der desværre nogen, der tror, og den misforståelse kan få katastrofale følger.

For det første risikerer vi at blive splittet i »for og imod kamplinje henholdsvis professionslinje« - hvilket faktisk ikke er modsætninger, men hinandens forudsætninger. Vi stiller vores berettigede krav på baggrund af en professionalisme, som ingen andre end lærere besidder.

For det andet afspores debatten om, hvad DLF skal stille op over for tidens udfordringer.

Rikke Vagn-Hansen skriver i sin »Kommentar« i Folkeskolen nummer 26, at det var vigtigt at gøre tonen lidt pænere i en resolution på kongressen i september. For hvis vi kritiserer for kraftigt, risikerer vi ikke at komme med ved bordet og blive inviteret til kaffe.

Men er det et mål i sig selv at blive inviteret på kaffe? Vi drikker faktisk meget kaffe med de nuværende magthavere. Problemet er, at de ting, vi siger, ikke ændrer på den førte politik. De eneste, der får indflydelse på regeringens politik, er dem, der er enige med regeringen - uanset hvor pænt vi sidder ved kaffebordet.

Ledelsen i DLF skal vælge en kommunikationsstrategi, der virker. Der er jeg helt enig med Rikke Vagn-Hansen. Men vi er måske ikke enige om, hvad den skal virke på.

Hvis målet for strategien alene er at blive lyttet til ved kaffebordet, så er valget af kommunikationsstrategi let. Så skal vi bare lade være med at kritisere den førte politik og det projekt, regeringen har kørende om at trimme den offentlige sektor til globaliseringen.

Vel at mærke globalisering, som regeringen forstår den: At Danmark skal være først, størst, billigst, bedst og hurtigst - med stress, sygemeldinger og kvalitetsforringelser i den offentlige sektor til følge.

Flertallet af lærerne vil imidlertid ikke acceptere regeringens ødelæggelser. Vi kræver at få lov til at uddanne selvstændige, kritiske, demokratiske unge mennesker i folkeskolen, og vi kræver ordentlige arbejdsvilkår at gøre det under. Når undervisningsministeren forhindrer dette, så siger vi det, som det er.

Når vi oplever, at mere end halvdelen af 25 fremmødte lærere på et fagligt klubmøde fortæller, at de inden for de seneste tre-fire uger har haft svært ved at sove, fordi arbejdet kører rundt i tankerne, eller når vi oplever flere og flere eksempler på vold mod lærere, så siger vi det, som det er. At vi ikke længere finder os i den uværdige behandling af os.

Men vi ved også, at det ikke er nok at sige det i en resolution fra kongressen.

Der skal helt andre boller på suppen i en kommunikationsstrategi, hvis mål er, at udviklingen skal gå i en anden retning.

I en tid hvor der konsekvent besluttes uden om fagpersoner, der er uenige med regeringen, betyder god kommunikationsstrategi, at der bruges mere end ord.

Der har sjældent været så meget opmærksomhed om, at kontrol og bureaukrati er spild af tid, som under lærernes aktioner mod de tåbelige centralt dikterede elevplaner sidste forår.

Uanset om kongressen udtaler sig pænt eller mindre pænt (som tilfældet var i 2006, da kongressen krævede et forslag fra hovedstyrelsen ændret til en mere hård tone), ændrer det ikke i sig selv på vores position i forhold til beslutningstagerne, men tonen angiver alvoren i det, vi siger.

»Ledelsen i DLF skal vælge en kommunikationsstrategi, der virker. Der er jeg helt enig med Rikke Vagn-Hansen. Men vi er måske ikke enige om, hvad den skal virke på«