Den nye fagplan i matematik lugter af politisk signalværdi

Når fagplaner bliver revideret, må politiske ønsker ikke trumfe læreres praksiserfaring og forskningsbaseret viden.

Fagligheden bliver skrøbelig, hvis signalpolitik, som f.eks. ønsket om slankere mål, vejer tungere end det, der virker i undervisningen. Det fremgår af erfaringerne fra nationale test og skolereformen, at politikeres ønsker og indblanding kan være ret indgribende.

Udkastet til nye fagplaner i matematik rummer et eksempel på en uheldig politisk indblanding: Sandsynlighed er fjernet fra indskolingen, mens statistik fastholdes. Det kan virke nørdet og måske detaljefokuseret at interessere sig for det, men det er faktisk ret betydende for vores elevers dannelse.

Det skaber nemlig et brud mellem det, eleverne gør (indsamler data), og det sprog, de har for at forklare, hvorfor resultater svinger (tilfældighed, mere/mindre sandsynligt). Statistik beskriver, hvad vi ser i data – sandsynlighed forklarer, hvorfor tallene ikke er de samme hver gang.

Skilles de ad i de første skoleår, mister eleverne forbindelsen mellem “hvad” og “hvorfor”. Det er didaktisk ulogisk og unødvendigt.

Forskningen på området er ret klar. NCUM (Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning) formulerer den centrale pointe helt uden omsvøb: “Sandsynlighedsteori og statistik kan ikke meningsfuldt behandles som uafhængige discipliner i skolen.”

Den linje bør være styrende for indskolingens faglige sammenhæng. Spørgsmålet er ikke, om planen skal være “slank”, men om den er sammenhængende. En klog slankning samler det, der hører sammen, i stedet for at fjerne det.

Ren optælling uden læring

Praksiserfaring fra indskolingen peger samme vej. Terninger, enkle spil og små undersøgelser, som hidtil har været et naturligt element i indskolingens undervisning, giver anledninger til at tale om variation og chance. Når elever tæller noget, der svinger fra gang til gang, har de brug for ord som “tilfældig”, “mere sandsynligt” og “mindre sandsynligt”. Uden de begreber bliver statistik og spil let til ren optælling eller leg – uden faglig læring eller forståelse.

Det handler også om dannelse. Børn danner tidligt stærke, men upræcise forestillinger om sandsynligheder – f.eks. at en terning “husker” tidligere kast. Tidlig, enkel sprogbrug om tilfældighed forebygger fejlslutninger.

I en tid, hvor antallet af unge med spilrelaterede problemer stiger, og internettet lokker med lette gevinster, bør vi ikke “slanke” elevernes forståelse af deres risiko for at tabe. Faglige ændringer i indskolingen løser ikke sådanne udfordringer i sig selv, men fraværet af begreber om chance og risiko gør ikke børn bedre rustet. Grundlæggende forståelse af sandsynlighed er derfor ikke kun et fagligt anliggende; det er også et dannelsesmæssigt ansvar.

Legitimt ønske

Argumentet for at slanke fagplaner er legitimt, men slankning må ikke skære bærende forbindelser i faget over. At fastholde sammenhængen mellem statistik og sandsynlighed i ét samlet område frem for to uafhængige områder – hvor elever undersøger, forklarer variation og tjekker deres konklusioner – kunne være en klog slankning.

Fagplaner skal bygge bro mellem politiske mål, forskning og hverdag i skolen. Når forskning og praksis peger samme vej, er det god politik at følge den faglige viden. At bevare sandsynlighed i indskolingen er et lille greb med stor effekt – fagligt, didaktisk og dannelsesmæssigt.