Den lamme lærer

Det var en majestætisk dag i maj, da han efter fire års ihærdigt studium endelig kunne kalde sig uddannet lærer. Med latter på læberne cyklede han glad afsted, mens han tænkte på det lærerjob han allerede havde sikret sig, takket være sine talegaver og sine papirer med pure tolvtaller.

Han drønede lige over i krydset, men det gjorde lastbilen ikke. Den drejede og hamrede lige ind i ham.

Seks timer senere vågnede han efter operationen. Han var godt og grundigt groggy takket være anæstesilægens overdådelige dosering. Men han var vågen nu og ved sine fulde fem. Han huskede at have set lastbilen ud af øjenkrogen, men hvad der derefter var sket huskede han intet af. Men det var nu heller ikke så vigtigt, for han kunne stadig huske at han havde fået drømmejobbet. Og han kunne stadig huske alt det han havde lært i løbet af sine fire år på læreruddannelsen. Der var intet der kunne stoppe ham. Lige bortset fra at han ikke kunne bevæge en finger. Bogstaveligt talt. Han kunne ej heller tippe med hverken sine tæer eller sine øjenlåg.

Tre måneder senere lå han stadig naglet til hospitalssengen, ude af stand til at bevæge noget som helst, ikke engang spidsen af sin tunge, mens en anden havde fået hans drømmejob. Det var en af hans tidligere medstuderende. Hun var både næsvis og nuttet, men i modsætning til ham havde hun kun med nød og næppe bestået sine eksamener. Mens hans hoved var ved at flyde over med lærerfaglig viden, var hendes hoved kønt, men stort set tomt. Men i modsætning til ham kunne hun både sprælle og udleve den smule viden hun havde i praksis. Og både børnene, forældrene og de der skulle have været hans kollegaer elskede hende.

Men den lamme lærer kunne intet omsætte i praksis nu. Intet. Og det var der faktisk flere af de andre tolvtals-studerende der heller ikke kunne, selv om de ikke var lamme. Så de blev sluppet løs i folkeskolerne, hvor tusindvis af sagesløse børn blev deres ofre.

Godnat og sov godt.