Den halvdannede Qvortrup

Af Josephine og Siggi Kaldan

Lars Qvortrup skriver en kronik om Reformen i Folkeskolen #6/2014. Han er professor på et laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis. Fint skal det være når bevillingerne skal hjem. Som indledning tillægger han reformkritikkerne et dannelsessyn, der allerede blev latterliggjort i Salmonsens Leksikon 1916. Dannelse skulle være finkultur blandet op med småborgerlighed, og det påstod nogen ganske rigtigt i sidste halvdel af 1800tallet, men bestemt ikke i 1970erne, som Qvortrup påstår. Op imod det sætter han et andet dannelsesideal, at kunne læse og skrive, lave regnskaber eller kunne pudse en mur. For at legitimere denne færdighedernes dannelse, kalder han Humboldt til vidne. Humboldt, der ganske vist mente at universitetet skulle uddanne borgere, der kunne være nyttige for enevoldsfyrsten, men som forudsatte uddannelsernes frihed, der ligesom Grundtvig ikke kunne drømme om en færdighedsskole, hvis nytteværdi kun kunne måles økonomisk, det Grundtvig kaldte den sorte skole.

Det dannede menneske var frit, selvstændigt og kritisk, og dermed i stand til at udvikle og forandre både sig selv og verden. Regeringen og reformen kræver det stik modsatte af både lærere og elever, et krav der bedst dækkes af begrebet tilpasning. For en sikkerheds skyld fik man forlods lærerne til at bøje nakken, med et politisk indgreb, der mere end antydede, at man manglede argumenter. Nu må vi se, hvor mange nyttige idioter, som Stalin kaldte de tilpassede, vi ender med i folkeskolen. Universiteterne har allerede rettet ind, og har nedprioriteret fag, der ikke er dannende i Qvortrups betydning, altså fag der ikke umiddelbart kan omsættes i fortjeneste, fag vi traditionelt har kaldt dannelsesfag.

Qvortrup mangler altså viden om dannelsesbegrebet, men lige så slemt er det, at han ikke kender et moderne begreb som kompetencer. Han tror åbenbart, at kompetencer er samfundsnyttige færdigheder. Det var de da også indtil omkring 1990, hvor uddannelsespolitikkere og pædagogiske forskere gjorde meget ud af at forklare os, at kompetencer var individuelle. Kompetencer er alt det, der åbner de især økonomiske døre i den globale konkurrenceverden, for den enkelte vel at mærke. I 00’erne havde boligspekulanterne sammen med bankfolkene de fleste kompetencer, så de var altså moderne, dannede mennesker.

Hvis Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis kan tækkes Antorini og Corydon, bilde dem ind at individuelle kompetencer er det mest samfundsnyttige vi kan finde på, så skal Qvortrup nok få forskningspoint for sin kronik, også selv om den kun er trykt i Folkeskolen.