Den faglige folkeskole fejler

8.A på tur til Norrtälje i 1996 (privatfoto)

”Mine visioner for folkeskolen – mine visioner som kommende lærer – har sine rødder i min egen folkeskoleklasse på Eggeslevmagle Skole i Skælskør”.

Sådan indledes en tale, jeg fik til opgave at skrive og afholde i linjefaget dansk på læreruddannelsen tilbage i 2004. Selvom talen med overskriften Mine visioner for folkeskolen nu blot er et dokument på min harddisk, så er dens indhold stadig lige aktuelt for mig. For hvor ville jeg ønske, at alle børn kunne få en skolegang, som jeg selv havde.

Dengang da jeg var lille

Jeg startede i skole i 1987 på en helt almindelig folkeskole i havnebyen Skælskør på Sydvestsjælland. Vi var en lille flok på 17 elever, der fulgte hinanden helt til 9. klasse. Vores lærere var kompetente og engagerede og altid med tid og overskud både til os elever, men også til at arrangere ture og sociale sammenkomster. Tænk sig, vi kom på hele to lejrskoler, uden mine forældre skulle betale så meget som en øre, og selvom vi ikke var synligt lærende elever på nogen af turene, så kom vi hjem med en både viden og oplevelser i rygsækken. True story.

Vi glemmer det hele menneske

Måske har jeg efterhånden nået en alder, hvor jeg begynder at lide af ”dengang-da-jeg-var-lille-var-verden-vidunderlig”-syndromet? Men bag det lyserøde slør er jo også en virkelighed, hvor engelsk først var aktuelt fra 6. klasse, og hvor trigonometri slet ikke var en del af pensum i matematik. Faktum er dog, at folkeskolen kunne noget andet dengang, noget som er gledet i baggrunden, fordi den ligesom resten af samfundet udelukkende har for øje, hvordan vi mest effektivt skaber faglig udvikling. Og undervejs i den proces glemmer vi det hele menneske.

Jeg vil mere end faglighed

I 2004 var det min drøm som kommende lærer at give alle børn og unge en skolegang, som jeg selv havde. Det er det på sin vis stadig, men jeg vil mere end det. Jeg vil både give mine elever et solidt fagligt fundament, der ruster dem til deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv, men jeg vil også have tid og overskud til at danne dem som mennesker – uden at skulle dokumentere, evaluere og synliggøre alting. Er det for meget at forlange?