Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke går ind for en fælles kulturfagsprøve. Som beskikket censor har jeg været ude på flere skoler, der har arbejdet med historie, samfundsfag og kristendomskundskab som et fælles fag: kulturfag. Der har været mange supergode forløb og dygtige elever. Men et sted halter det. Kristendomskundskab bliver i opgivelser og prøvesituation reduceret til etik og ikke-kristne religioner. Kristendommen og bibelske fortællinger glimrer ved deres fravær.
Tværfaglighed
Men skal kristendomskundskab så bare være en ø for sig selv?
Ikke nødvendigvis. I løbet af skoleåret er der rig mulighed for at arbejde kulturfagligt med nogle emner, hvor det giver mening. Det kunne være et emne som menneskerettigheder, der blev behandlet på en fagdag. Hvert kulturfag får en til to timer, og eleverne skal på skift have de tre fag.
Fagene bidrager med hver sin faglighed og redskaber til at belyse emnet. Dagen sluttes af med at eleverne laver en tværfaglig problemstilling.
Fagenes værktøjskasser
Hvert fag har sine egne faglige værktøjer. De har deres egne fagord og områder. Det kulturfagene har til fælles er metoderne. Kildekritik, kulturteknikker og prøveform.
Den enkeltfaglige tværfaglighed
Ude i samfundet hænger tingene sammen. Det skal eleverne naturligvis være rustet til at gennemskue. Derfor skal de arbejde tværfagligt. Men det må ikke være på bekostning af det enkeltfaglige. Det tværfaglige kan kun fungere, når man har det fag-faglige på plads.
Den enkeltfaglige tværfaglighed
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.