Den destruktive rummelighed

Enhver tale om rummelighedens fortræffelighed plejer at starte med en beklagende konstatering af den voldsomme stigning i antallet af børn, der modtager specialundervisning. Og da der nærmest er forbud imod at finde årsagen til denne udvikling i den undervisningsmæssigt helt umulige indretning af folkeskolen, der som udelt skal undervise bogligt stærke og svage i samme rum, og da den ekspanderende specialundervisning truer med at dræne folkeskolen for penge, må vi bruge kræfter på at opfinde grunde til at indskrænke specialundervisningen og lade børn med behov herfor blive i klasserne. Specialundervisningen postuleres til formålet som skadelig for børnene. De mister det klassefællesskab, hvor de netop ikke trives undervisningsmæssigt. Og så er der ikke langt til at tale om børnemishandling. Man skal bare huske ikke at minde om den brutale udstilling af svage elevers svagheder foranlediget af de ekstra lærerstøtter, de udsættes for i alle kammeraters påsyn. I stedet skal man lære remsen om den uvurderlige udvikling, alle underkastes ved, at kloge og ikke-kloge ser hinandens styrker og svagheder. Ja, vi har sågar som vanligt uden at tænke os om ratificeret internationale erklæringer omhandlende den ubeskrivelige nytte, de svage har af at sidde i et selskab, der udstiller deres svagheder på baggrund af kloge kammeraters klogskab, hvorved svaghederne næsten uvægerligt må omsættes til alvorlige adfærdsproblemer. At de kloge i denne sammenblanding får forringet deres uddannelsesmuligheder, ser man som sædvanligt stort på. Så med iscenesættelsen af den destruktive rummelighed har man igen forsøgt at tale et kunstigt problem ihjel, samtidig med at man fremprovokerer nye virkelige problemer.