Debat: Tal med børnene og lyt til det, de fortæller

Børn oplever verden for første gang. De har ikke en tung bagage af tidligere erfaringer at trækkes rundt med og lægge nye oplevelser med verden ovenpå.

Børn får nye erkendelser af hvordan noget er i verden hele tiden. Børn finder ud af, at de pludselig kan noget, som de ikke kunne før. Fysisk såvel som sociale sammenhænge. Og faktisk også fagligt.

Mangen en gang har jeg siddet i min kørestol ude i indskolingens skolegård og så er en lille purk kommet styrtende hen til mig og har stakåndet berettet, at nu kan han binde sine snørebånd selv, nu har han set en stor snegl med hus på og nu har han fundet ud af at klatre ned ad skolegårdens træ.

Han er glad og stolt over det nye han kan, han ser og forstår. Og man bliver helt smittet af hans glæde. Hvor er det godt!

Som voksen i skolen har man det privilegie at få lov til at lytte til børn, som fortæller om deres nye oplevelser, erfaringer og forståelser af verden. Og det eneste man skal gøre, er at lytte. Lytningen er anerkendelsen i sig selv.

På mellemtrinnet kom børnene – pigerne ofte i parvis eller mindre grupper – og fortalte om nye forståelser. Oftest af sociale sammenhænge.

Også her var det så vigtigt at lytte, fordi man derved viste dem, at man anerkendte deres måde at analysere sociale problemstillinger på. Og lytningen måtte aldrig afbrydes med noget, der af børnene kunne opfattes som vurderinger eller bedømmelser.

Er der noget, man som barn ikke har brug for, når man betror sin nye forståelse af verden til en voksen, så er det, at den voksne vurderer eller bedømmer det, man lige har fundet frem til.

Det er barnet, der vokser når det fortæller og det tilkommer ikke den voksne at vurdere eller bedømme. Efter barnet har fortalt, kan man godt sige: Godt set af dig! Og man kan vise sin anerkendelse med et anerkendende nik, men det vigtige er, at den voksne har lyttet engageret til barnet.

I udskolingen gjorde jeg det lidt anderledes. Her tog jeg af og til en time ud og sagde til børnene: I dag skinner solen. Nu walker og talker i to og to rundt på skolens område. Og i dag er det piger og drenge, der skal walke og talke samen. Jeg sætter mig hen i solstriben derovre ved træerne. Så der kommer i bare over, hvis i vil fortælle mig noget.

Og så walkede og talkede udskolingseleverne med hinanden og flere kom over til mig, dér hvor jeg sad i solstriben og fortalte om problemstillinger, der optog dem.

Jeg lyttede interesseret og glædedes indvendig ved, at de unge viste mig den tillid at fortælle mig om detm der optog dem og betød noget for dem.

Som lærere ved er dette mange gange vigtigere i skolen end færdighedslære, der er målbart. Det at lytte interesseret til børnene er faktisk grundlaget for, at børnene lærer det fagfaglige.