Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Debat: Hvis vi vil undgå økonomisk mistrivsel, skal økonomi på skoleskemaet

Skolen kan ikke løse alle samfundsproblemer, men økonomisk dannelse i en tidlig alder er en del af den generelle dannelse, som skolen bør være involveret i.

De ældste elever vil gerne undervises i gode pengevaner, og det er et fælles samfundsansvar at klæde dem på, mener dagens debattør.

Foto: Scharvik
Anne Juel Jørgensen
Anne Juel Jørgensen
4 kommentarer
20. december 2023, kl. 04:30
4 kommentarer

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Den digitale verden og kursen mod det kontantløse samfund udfordrer børn og unges forhold til penge. Derfor er behovet for tidlig økonomisk dannelse større end nogensinde før. En oplagt forældreopgave, vil mange mene, og jeg er enig.

Men det er ikke alle børn, der vokser op i ressourcestærke hjem med forældre, som kan løfte den opgave alene. Derfor spiller skolen også en vigtig rolle, og når børn og unge selv efterspørger ”faget”, bør vi som samfund samle den handske op.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er skeptisk over for ideen, peger på de allerede fyldte skoleskemaer og understreger, at skolen ikke kan løse alle samfundsproblemer. Det har han en pointe i, men økonomisk dannelse i en tidlig alder er i min verden en del af den generelle dannelse, som skolen bør være involveret i.

Store konsekvenser

Vi har i Danske Bank fået lavet en landsdækkende YouGov-undersøgelse, som viser, at et flertal (61 procent) af de adspurgte folkeskoleelever i 4.-9. klasse gerne vil undervises mere i gode pengevaner.

Og der er brug for den økonomiske dannelse: Ifølge en opgørelse fra juni 2023 er 21,7 procent af de registrerede i RKI mellem 18-30 år. Statistisk fra Center for Ludomani viser, at 48 procent af ludomanerne i Danmark er mellem 18-25 år. Og tidligere i år offentliggjorde Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk en rapport om unges økonomiske trivsel, som viser, at 30 pct. af unge mellem 18 og 30 år har problemer med at få økonomien til at hænge sammen – en tredobling siden 2022.

Som børne- og ungechef i Danske Bank bliver jeg dagligt konfronteret med konsekvenserne af manglende økonomisk forståelse. Konsekvenser, som ikke blot begrænser sig til økonomi, men også relationer og mentalt helbred. Der er tale om vidtrækkende følgevirkninger, ikke blot for den enkelte, men i sidste ende også for samfundet. Derfor er det essentielt, at vi giver børn og unge redskaber, der gør dem i stand til at navigere.

Når eleverne selv efterspørger mere undervisning i privatøkonomi, er banen kridtet op. Ikke bare med skolekridt, men med en flertalsstemme, som vi bør tage alvorligt.

Understøt eksisterende initiativer

Jeg anerkender børne- og undervisningsministerens forbehold, særligt set i lyset af opgøret med den rigide målstyring, der har præget folkeskolen de seneste ti år.

Men midt i denne tilsyneladende polariserede debat mener jeg, at det er værd at huske på, at der allerede findes konkrete læringsmål for penge og privatøkonomi i matematikundervisningen, lige fra indskolingen til udskolingen.

En konkret løsning er at understøtte de eksisterende læringsmål og øge integreringen af økonomiundervisningen i matematikfaget. Det er i tråd med Europa-Kommissionens nyudgivne finansielle kompetencerammeværk for børn og unge, der netop fremviser, konkrete finansielle kompetencer tilpasset forskellige aldersgrupper.

Skolen bør løfte et større ansvar, men det skal ikke stå alene. Som nævnt har forældre også et ansvar, og det samme gælder for os finansielle institutter. Initiativer som Pengeby og Pengeugen er eksempler på partnerskaber mellem skoler, forældre og finansielle institutter, som understøtter elevernes robusthed til at håndtere penge mere ansvarligt.

Spørgsmålet er, hvordan vi som samfund løfter denne opgave? Mit bud er, at vi skal være fælles om det. Det har vi god tradition for i Danmark, så lad os drøfte, hvordan vi på tværs af både skoler, forældre, politiske instanser og private pengeinstitutter klæder vores børn og unge ordentligt på til at blive økonomisk ansvarlige voksne.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

4 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Debat: Hvis vi vil undgå økonomisk mistrivsel, skal økonomi på skoleskemaet

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS