De ikke robuste skærmbørn

Børnene taler om det i skolen. De efterspørger det i skolen. De glæder sig til det til efter skole. De bruger det meste at deres fritid på det efter skole. Skærmtid! Børnenes forældre har allerede integreret skærmen i hverdagen – både som arbejdsredskab, til kommunikation og underholdning. At sidde foran hver sin skræm er blevet hele familiens daglige digitale cigaret, som alle nødigt vil undvære.

Den digitale udvikling er blevet betydningsfuld, men har desværre en række indbyggede mekanismer, der indvirker på barnets udvikling. Først og fremmest den vanedannede funktion (de små dopaminkick), der bl.a. giver anledning til daglige skænderier i familien om mængden af skærmtid contra tid til andet. Flere af mine drenge i 2. klasse er nu begyndt at plage deres forældre om at slippe for fritidshjemmet, så de kan komme hjem og spille Fortnite – ikke fysisk sammen – men sammen på nettet. Endvidere overvejer flere af de samme drenge at melde fra til fodbold, fordi ”det er kedeligt” – en tendens flere klubber ser som et stigende problem. De sociale fritidsaktiviteter, hvor børnene har et fysisk fællesskab, afløses af virtuelle fællesskaber med en todimensionel ensomhed foran skærmen og børnenes manglende sociale udvikling kan afspejles heri. Stort set alle børn med diagnosen ADHD eller autisme-spektrum-forstyrrelse har et ekstraordinært stort forbrug af spil på en skærm og forældrene er magtesløse, da skærmen på samme tid både skaber daglig ro, men også et behov for mere skærm. Vi kan med andre ord ikke længere skelne årsag fra virkning.

Drengene spiller og pigerne bruger de sociale medier (som er alt andet end sociale) til konstant at beskue, ”like” og kommentere hinandens gøren og laden. Forældre i skolen fortæller om børn, der sover dårligt, ikke gider gå ud og lege, melder fra til fritidsaktiviteter, der hurtigt bliver sure, ikke gider det fælles i familien som fx hjælpe til med huslige gøremål. Familien som fællesskab og ramme er under pres. Maslows behovspyramide er på vej til at blive vendt på hovedet: Individuel selvrealisering med umiddelbar behovstilfredsstillelse bliver det centrale i hverdagslivet på bekostning af grundlæggende behov som søvn, motion, nærende kost og sociale fællesskaber, som ramme for tryghed og omsorg.

Børn er hvad deres sociale relationer er og hvis hverdagslivets primære relation består af en todimensionel skærm, kan det ikke overraske nogen, at de samme børn i har svært ved at navigere i en den fysiske verden og derfor konstant er på socialt overarbejde. Nye teknologier har som regel en bagside – også den digitale medieindustri. Den påvirker tilsyneladende børnenes koncentrationsevne, deres empati og evne til at indgå i fællesskaber, men det er prisen for konkurrencestatens ønske om øget digital effektivisering og kontrol. Eksplosionen af børnediagnoser i skolen er ligefrem proportionelt med udviklingen af digitale spil og sociale medier.

Skolen hverken kan eller skal indgå som aktiv spiller i denne problemstilling. Vi må holde fast i den gode almene undervisning, der har det fysiske fællesskab som omdrejningspunkt og herigennem bidrage til udvikling af sociale kompetencer og trivsel hos de ikke robuste skærmbørn.