De færdige skulpturer

Det har været et givende forløb for os tre lærere, både fordi vi bevægede os ud i nyt territorium – sammen – og fordi vi kunne nyde elevernes arbejdsglæde samt deres glæde ved produktet. Perioden har givet flest glæder for os, men sandt at sige svandt glæden ind hen mod slutningen.

Lang procesDet har været en lang proces at få alle 77 elever igennem. Som tidligere beskrevet var det for eleverne en tiltalende og rimelig lettilgængelig proces at lave væven og udføre vævningen. Og ligeledes som tidligere forudset blev det sværere, da eleverne skulle montere det vævede på ”noget hårdt”. Her var ingen fast fremgangsmåde, så man måtte selv tænke sig frem til en løsning. Med så mange elever er det selvsagt meget svært at få tid til den enkelte.

Hvorfor blev det udfordrende?Vi havde alt for mange elever til de tre lærere, hvorfor vi let mistede overblikket. Eleverne arbejdede i vidt forskelligt tempo, og nogle arbejdede slet ikke! Lærerne havde hænderne fulde med at hjælpe dem, der ville arbejde, så vi oplevede desværre alt for tit, at nogle elever sivede ud fra lokalerne.

Flere gange blev vi mødt af elever, der var kede af det efter en konflikt i frikvarteret. I de tilfælde måtte en af lærerne gå fra for at hjælpe til en løsning. Så gik de to lektioner let med det, og de to andre måtte klare resten af de 77 elever.

VikarerDer skete en udskiftning i lærerbesætningen, da sløjdlæreren skulle på kursus i syv uger, og en vikar kom ind i arbejdet. Ved andet fravær oplevede vi flere gange, at der ikke kom en vikar (hvilket sker jævnligt på vores skole), så to lærere måtte have alle eleverne.

Det kunne være dejligt i det fremtidige fag:• Hvis lærerne sikres tilstrækkelig forberedelsestid• Hvis de faglige kompetencer er til stede• Hvis holdstørrelserne er rimelige• Hvis der sikres vikardækning• Hvis lokaleforholdene er i orden

Hvis disse forhold sikres, går vi med glæde ind i arbejdet med det nye fag!

Og hermed slutter jeg det sidste indlæg i min blog og overlader ordet til Anja Schmelling!