Danskdidaktikken tilbage til lærerne

Man kan på grundlag af "Kompetencetækningen og det splittende danskfag" få den opfattelse, at jeg argumenterer for at opsplitte danskfaget i fire discipliner baseret på en kompetencetænkning formuleret af internationale forskergrupper. Det argumenterer jeg ikke for, tværtimod. Mit projekt er at udvikle en fagteori om danskfaget, en måde at anskue og tale om danskfaget på, som kan styrke lærernes professionelle omgang med valg af mål, temaer, tekster og forløb i undervisningen i forhold til de konkrete elever og deres meningsfulde læring. Sigtet er at give danskdidaktikken tilbage til lærerne.

Fagteorien har to udgangspunkter. Det ene er, at dansk er et tekstfag, som jeg skriver: ”Danskfaget handler om tekster, deres indhold, udtryk og medieformer. Det handler også om, hvordan eleverne kan blive opmærksomme på, hvordan tekster tolker verden og hvordan de kan bruge tekster til at skabe forståelse, mening og betydning om sig selv og verden. Og danskfaget handler om, hvordan eleverne kan udvikle og skabe tekster. Dansk er med andre ord et tekstfag, hvilket denne bog danner sit dansksyn på.” Når danskfaget er et tekstfag er logikken, at eleverne skal lære at tolke, skabe, kommunikere om og gennem tekster og grundlæggende udvikle kompetencer i at læse og skrive tekster.

Det andet udgangspunkt er, at de fire perspektiver på danskfaget udspringer af Fagformålet for dansk:

I stk. 1 af Fagformålet fremgår det, at danskfaget er et identitetsfag. Elevens oplevelse og forståelse af sprog, litteratur og udtryksformer skal bidrage til udvikling af ”kulturel og personlig identitet”. Æstetiske værker tilskrives her en pædagogisk eller dannende funktion og bliver bærer af en særlig kvalitet, som har dannende karakter. Selve dannelsens udtryk beskrives i fire dimensioner: indlevelsesevne, æstetisk forståelse, etisk forståelse og historisk forståelse. Jeg er her enig i Helge Christensens kritik af, at man ikke kan reservere danskfagets identitetsdimension til elevernes læsning af æstetiske tekster og deres udvikling af æstetiske, etiske og historiske referencerammer. Birte Sørensen og Sven Erik Henningsens fine ”Danskfagets didaktik”, som var den danskdidaktiske bibel da jeg begyndte som seminarielærer midt i 90’erne, gør her sin indflydelse gældende må jeg erkende.

I Fagformålet stk. 2 står, at undervisningen skal ”fremme elevernes lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre.” I den beskrivelse fremstår dansk som et kommunikationsfag.

Endvidere siger Fagformålet at undervisningen skal ”styrke elevernes beherskelse af sproget”, hvilket man kunne tolke som elevens grundlæggende tekstkompetencer i at læse og skrive.

Endelig fremgår det, at undervisningen skal udvikle elevernes ”udtryksglæde” og i de gamle slutmål at eleverne skal forholde sig ”produktivt til sagprosa og andre udtryksformer”, ”udtrykke sig i billeder, lyd og tekst i komplekse produktioner” og ”styre skriveprocessen fra ide til færdig tekst”. Altså udvikle deres kreative kompetencer som tekstproducenter – en kreativ kompetence, som ikke bare er reserveret til skriftlige tekster, men også ”billeder, lyd og tekst i komplekse produktioner”.

Fagteorien – som jeg kalder ”Danskvinduet” - skal ikke strukturere undervisningen i kasser eller dele undervisningen op i fire discipliner, men bidrage til en ”helhedsorienteret undervisning” – som Helge Christensen efterlyser, og bruges af læreren i et refleksivt perspektiv:

”Danskvinduets beskrivelse af de fire danskfaglige kompetencer viser danskfagets bredde i forhold til at lære eleverne at fortolke, producere, kommunikere samt tilegne sig en grundlæggende tekstkompetence. Danskvinduet kan her bruges som grundlag for at vurdere eksemplaritet i fx en årsplan eller et didaktisk læremiddel, der har som intention at dække danskfagets faglige temaer. Hvis man på grundlag af en årsplan kan placere årsplanens faglige temaer nogenlunde ligeligt i alle danskvinduets fire ’fag’ har eleverne gode muligheder for at møde et nuanceret og balanceret danskfag.”