Dannelse: Hæve til humanitet

Da en elev forleden udtrykte sin begejstring over igen at skulle se sine kammerater og lærere og fortalte, at de i første omgang skulle mødes på deres læringsareal, slog mine hjernevindinger kludder og tankerne gik i gang med at få dem rettet ud. LÆRINGSAREAL!

Hvis vi erindrer os en af definitionerne på dannelse: højnelse til humanitet gennem kultur, så må spørgsmålet være, om en kultur kan miste så mange humanitære aspekter, at der ikke er meget at højne på baggrund af.

Lad mig med afsæt i ordet LÆRINGSAREAL foretage en enkelt sproglig iagttagelse:

Da jeg selv gik i skole hver anden dag på landet, var rammen om samværet en SKOLESTUE.

Da jeg selv blev lærer omkring 1970, gik jeg ind til eleverne, som sad i et KLASSEVÆRELSE.

Når vi forlod vores eget værelse, gik vi til FAGLOKALER, men med tiden overtog dette begreb også værelset, som blev til et KLASSELOKALE.

Sidenhen, tæt på nutiden blev lokalet afløst af LÆRINGSRUM - og nu altså af LÆRINGSAREAL.

Hvis vi ser på ordenes værdiladning, er det åbenbart, at det menneskelige nær- og samvær gradvist afløses af en neutralitet, som næppe har meget med humanitet at gøre, eller rettere sagt, hvor det menneskelige ikke længere ligger som en almen forforståelse, men er noget vi skal søge at lykkes med at skabe.

Vi ser nogle konsekvenser af denne udvikling ved fx erstatningen af klasselæreren med kontaktlæreren. Syng med Steffen Brandt: Der går min kontaktlærer. Begrebet signalerer ikke umiddelbart humanitet.

Og vi ser konsekvenserne ved, at det at tilhøre et fællesskab bliver afløst af et krav om inklusion. Hvor eleverne tidligere blev opfattet som et billede, er de nu at betragte som et puslespil, hvor vi skal prøve at få brikkerne til at passe.

Udviklingen væk fra humanitet er den ekstreme individualiserings følgesvend, som det også kommer til udtryk i elevplaner bundet op på læringsmål.

Hvornår er bunden nået? Eller ser vi nu frugtbare tendenser på, at pendulet svinger den anden vej?

Hvis det sidste er tilfældet, må vi også finde brugbare erstatninger for de afhumaniserede betegnelser, fordi ord skaber eller fastholder virkelighed.