Dannelse er etik

Selv en professor kan ikke vide alt. Per Fibæk Laursen synes dog at vide forfærdende lidt om dannelse. Begrebet har intet med folkeskolepædagogikken i 70erne eller for den sags skyld med 68 at gøre. Tværtimod bekæmpede vi dengang begrebet ud fra samme overfladiske antagelse som Per Fibæk: at det skyldtes Emma Gad og havde med borgerskabets dannethed at gøre.

I folkeskolen har begrebet heller ikke noget med gymnasiets »almendannelse« at gøre. I folkeskolen handler begrebet ikke om den viden, der måtte være almen, men derimod om etik, æstetik og politik. Fra 1814 over samtlige folkeskolens formål frem til i dag har perspektivet været ordentlige, retskafne mennesker, duelige til et virksomt liv i samfundet. Dette samfund har på dansk grund siden 1848 forstået sig selv som demokratisk.

Sådan er det den dag i dag, uanset om selve ordet er nævnt i den nuværende formålsparagraf eller ej. Herom kan professoren forvisse sig hos sine akademiske kolleger. For eksempel hos Hans Hauge, der lige har skrevet disputats om almendannelsen i gymnasiet, hos Kirsten Krogh-Jespersen, der just har redigeret antologien »Uddannelse og dannelse«, eller hos Karsten Schnack, som sikkert af og til kan træffes i Danmarks Pædagogiske Universitets kantine og siden tidernes morgen 1968 har skrevet artiklen om dannelse i »Pædagogisk opslagsbog«, som han også redigerer.