Dannelse – nej tak

Chresten Sloth Christensen mener i Folkeskolen nummer 43, at jeg er for langt ude. Jeg foretrækker nemlig begrebet kompetence som overordnet betegnelse for folkeskolens formål frem for begrebet dannelse. Mine grunde er følgende: Dannelse er et fremmed begreb i forhold til folkeskolens tradition. Ganske vist optrådte det i 1814-anordningerne, men i nyere tid har det ikke været en del af folkeskolens formål. Begrebet er derimod tæt knyttet til gymnasieskolen, hvor det stadig optræder i det officielle formål. Dannelse er først indført i folkeskolepædagogikken i 1970erne. Jeg synes, det er forblevet en fremmed fugl.

Ordet dannelse har nogle ubehagelige bibetydninger. Det klinger af noget overfladisk (»en dannet konversation«) og af selvtilfreds overlegenhedsfølelse (»de dannede klasser«). Hvem ville bryde sig om at blive betegnet som et dannet menneske? Jeg ville i hvert fald ikke. Derfor kan jeg heller ikke gå ind for, at folkeskolen skal oplære eleverne til at blive det.

Derimod er jeg ikke uenig i det, som jeg tror er substansen i hans synspunkt: Folkeskolens anliggende er ikke det snævert erhvervs- eller nytteorienterede. Folkeskolen skal indføre eleverne i et samfundsmæssigt og kulturelt fællesskab, og den skal oplære dem til at være ansvarlige og kompetente deltagere.