Da læringsmål blev til spontane klapsalver

Hverdagen er fyldt med krav om læring, mål, test og i et tempo, som er i overhandlingsbanen. En kærkommen dag som juleklippedagen er en dag, hvor vi alle kan sænke skulderne. Vi kan se og snakke med vores elever – uden mål, uden læring, bare fordi vi gerne VIL dem.

Spontane klapsalver

I onsdags havde vi vores årlige juleklippedag. Morgensang med de fineste børnestemmer og klaver, nissehuer, duften af elevrådet der luner æbleskiver til hele skolen, glanspapir, limstifter, sakse og et smil fra en kollega med et underforstået – vi skal nok nå frem til jul.

På 7.årgang havde vi vores fire klasser samlet til info om dagen på vores store trappe i overbygningen. På smartboardet blev dagens læringsmål skrevet op. HYGGE, HYGGE, HYGGE. Herefter brød eleverne ud i spontane klapsalver. Ikke just den begejstring vi plejer at møde, når dagens læringsmål bliver præsenteret.

Eleverne brugte tiden til klassiske julesyslerier med at flette stjerner, tegne til julesange, flette hjerter og spise æbleskiver. Nå ja – der var der også lige nogle elever, som snoede DNA-strenge med mig.

Tankevækkende dag

Efter sådan en dag går jeg hjem med følelsen af smil og glæde. Men også dystre tanker om, hvad det er, vi byder vores elever til hverdag. Jeg er absolut ikke fortaler for, at alle dage skal være som juleklippedagen, men den præstationskultur, som vi har opbygget, er ulidelig for elever og lærere.

Jeg bøvler med livsduelighed og dannelse i naturfagene. De elever jeg har haft de sidste par år er så ekstrem fagligt dygtige, men de mangler livsduelighed og dannelse. Det er katastrofalt og i udgangspunkt min skyld. Men jeg har jo bare gjort hvad jeg er blevet bedt om … Fælles mål, nationale test og høje karakter.

Lad december måned stå i livsduelighed og dannelsens tegn. Lad os for en stund glemme læringsmål, test og krav. Lad os undervise, så eleverne klapper spontant efter timen.

Glædelig december til alle gode kollegaer i den danske folkeskole.