Brandbomben i Ry

Som opfølgning på to tidligere blogindlæg har jeg skrevet en vise, som forholder sig til det misbrug af ytringsfriheden, som finder sted, og som nemt kan inspirere til voldelige løsninger. Dette er blevet så djævelsk aktuelt efter brandbomben mod en dreng i Ry.

Her er sangen - på melodien: Morgenstund / har guld i mund!

Morgenstund

har svovl i mund!

For hadets bud vi love,

de lærte os, i friheds navn,

at ytringssvovl er sikker havn,

når vi vil være grove.

Morgenstund

har svovl i mund!

Vi hen til pølen iler,

for fremmed fugl i Dannevang

skal drives ud med hadets sang,

genfødt af svovl, der siler.

Morgenstund

har svovl i mund!

Og svovl er vores glæde,

så glædelig er hver en dag,

hvor svovl kan tjene vores sag

med ord, der kan fortræde.

Gå da frit

og se dit snit

til at udspy lidt fråde!

Da får vi held og lykke til

at sprede svovl i hadets spil

på allerbedste måde.

Had opstår

af ord, der slår,

og vi kan spille terning:

Er svovl den rette medicin?

Skal brændt barn lugte af benzin?

Hvordan er hads guldgerning?

https://www.folkeskolen.dk/601714/jeg-frygter-jeg-hader-jeg-gaar-over-gevind

I dette blogindlæg peger jeg på det hadefulde sprog natur og list stilfærdigt på litteraturens metaforer som en mulig modgift mod digital mobning.

https://www.folkeskolen.dk/598319/dannelse-demokrati-og-demagogi

I dette blogindlæg peger jeg på Koschorkes analyse af nazismens poetik, hvor vi i dagens debatklima - også i Danmark - opfylder de fleste forudsætninger for at komme ned ad fanatismens glidebane. Vi mangler blot volden. Derfor er det afgørende, hvordan og hvor konsekvent vi reagerer på brandbomben i Ry. Det må ikke begrænses til en diskussion om en drengekonflikt eller om hvorvidt skolen skulle have ageret anderledes. Det handler om, at hadet i sproget i det offentlige rum tillades i et omfang, der blot venter på voldelig handling.