Blachman og 8.klasse

Jeg så Blachman og de unge. Jeg læste min ellers gode filosofiguru Brinkmans negative eller måske direkte skuffede forventinger. Så kom jeg endelig på kant med Brinkmann, og det er altid velkomment med forstyrrelser.

Måske skyldes det at jeg kender og genkender de unge 8.klasses elever? Ikke personligt men generelt.

Jeg så en kærlig modig og selvudstillende voksen, der turde være både i kontakt og vise sine egne mangelfuldheder frem. Og jeg ku li det.

De unge, har så meget på spil, at det virkelig er svært for dem, at lægge deres harnisk.

Det var et møde mellem gode viljer. Det var et møde mellem det forædlede kreative og skabende, og den helt almindelige 8.klasseskultur.

Hvis ikke disse indledende modstandskampe var synliggjorte, ville det blive en løgnhistorie. Personligt afskyr jeg "Søde Poeters Klub" , fordi modstanden ikke kune mærkes.

Jeg mærkede så dejlig meget modstand her.

Det gjorde ondt.

Og det gør det, når man uforvarende kommer i nærkontakt med det spæde og sprøde. Her taler jeg både om de unges og Blachmans møde med det nye.

Udsendelsen udstillede alles indre kamp, for at bevare en forestilling. En Forestilling om hvem man selv er...!

Jeg glæder mig til at se om skallen sprækker.

Uden tillid, og nærhed kommer ingen voksne tæt på unge.

Uden ærlighed og ærgerlighed kan vi ikke mødes.

Kun et sted, så jeg at Blachman tabte lidt terræn, og det var da han troede at “gode ideer” kan komme uden at der først kommer 100 elendige ideer. Her glemte han den fejlfyldte process, fra ideer der fører til gode ideer. Det tager tid. Og det skal det.

Men jeg så også læreren der må stille sig selv på mål, og tåle modstanden. Og læreren der havde glemt at lade det kreative få spillerum. Istedet for at “slibe” ideer til. Men så så jeg også denne lærers reflektion? Jeg så også den manglende tillid til al kreativitets nødvendighed. Unyttigt, men nødvendigt.

Jeg har lavet samtlige fejl selv. Så det er med kærlighed jeg omslutter forsøget.

Kærlighed til de unge, der egentlig altid gerne vil samarbejde, og de voksne der kæmper kampen med og mod ungdommens selvfængslende forestillinger.

Jeg glæder mig til 2.del.

Undervisningsrummet er så ladet med spændinger, at det føles helt ud i stuen. Her er ingen mestring, fra nogens side. Og det er præcis så befriende spændende som det kan være.

At være skabende er en iboende kraft hos alle mennesker. At være kreativ uden et håndværk at hvile sig lidt i, er langt mere krævende end man skulle tro. Men jeg er vild med ideen.