Besøgsetik

I kompetenceudviklingsprojektet Folkeskolens Fællesskaber tages der udgangspunkt i den konkrete pædagogiske praksis: Lærere besøger lærere i undervisningen med efterfølgende mulighed for gensidig refleksion over den pædagogik, der har fundet sted.

Når vi søger inspiration og nytænkning og gerne vil lære af andre, tager vi typisk derhen, hvor vi ved, har hørt eller læst om, at der sker noget spændende, som kunne tænkes at give mening ind i vores virkelighed. Som for eksempel aktuelt at tage til Holland for at se på inklusionsskoler. Vi ved, vi kan lære af hinanden ved at se og høre om, hvad og hvordan hvad andre gør. I Folkeskolens Fællesskaber rejser vi ikke udenlands, men tager på besøg i kollegers praksis lokalt. I eget distrikt eller på egen skole. Med præcis samme formål: At få noget med hjem til egen praksis.

I denne tilgang til besøg i praksis er det altså den besøgende, her benævnt gæsten, der skal inspireres til at gøre mere eller mindre af det vedkommende allerede gør, og måske få ideer til at gøre noget helt andet. Den, der får besøg, her værten, stiller sig således alene til rådighed ved at åbne sin dør og efterfølgende dele tanker og holdninger med gæsten.

Besøgsetikken handler om et skærpet fokus på, hvilke forventninger gæst og vært kan have til hinanden. Når vi besøger hinanden lokalt, kan det komme tæt på andre mere traditionelle ’besøg’ som sparring, supervision og rådgivning. Her vil det typisk være den besøgende, der kommer ind i undervisningen for at observere og hjælpe. Fordi den, der får besøg, har bedt om hjælp.

Anderledes i kompetenceudviklingsprojektet Folkeskolens Fællesskaber. Her har værten ikke bedt om noget, men tværtimod stillet sig velvilligt til rådighed i forhold til at åbne sin dør og invitere kolleger ind. Gæsten skal hverken give gode råd eller udtale sig om, hvad værten kunne gøre anderledes ifølge gæsten. Den besøgende er i ordets egentlige betydning en gæst, en der er inviteret indenfor med den etik, der traditionelt følger med her.

I den efterfølgende refleksion er det gæstens ansvar at stille respektfulde spørgsmål til den praksis, vedkommende har fået mulighed for at overvære. Det er selvsagt en anden slags spørgsmål og en anden tilgang, dialogen og udvekslingen vil være præget af, end hvis det handler om sparring, supervision eller rådgivning. Her har den, der observerer, et fagligt ansvar for at bringe sin viden og erfaring ind i dialogen. I projektet er det værtens refleksioner over egen praksis, gæsten får mulighed for at spørge ind til.

Projektet hviler på den grundlæggende tanke, at den faglighed, der skal til for at understøtte øget inklusion, i høj grad allerede er til stede. Og at det handler om at få den mere i spil. Få den synliggjort, delt og nytænkt. Kompetenceudvikling i projektet står på to ben, dels videndeling af faglige oplæg dels besøg i praksis med efterfølgende refleksion. Det anderledes og nye er den massive prioritering af det praksisnære perspektiv: Refleksion i og over praksis ud fra overværelse af konkret pædagogik.

Besøgene er omdrejningspunktet for den gensidige kompetenceudvikling, hvor både gæst og vært får noget ud af det. Gæsten fordi det er det primære formål med besøget: At blive inspireret og få mulighed for at videndele og nyudvikle med en fagfælle, værten fordi han/hun naturligt vil skærpe sine pædagogiske valg i forbindelse med besøg og efterfølgende opleve en understøttelse af den faglige stolthed, et besøg naturligt medfører.

Understøttelse af øget inklusion er ikke en opgave for den enkelte lærer. Det er et opgave, der skal løses i fællesskaber. Og i respekt for den faglighed, der allerede er, har vi brug for at lære og inspireres af hinanden. Derfor hænger besøgsetik og kompetenceudvikling sammen.