Bagtæppet til den tværprofessionelle samarbejde

I nutidens hverdag er sproget blevet et stærkt magtmiddel, som er en del af at skabe vores hverdag og verdensanskuelse på. Vi er nærmest tvunget til at følge med i alle debatter, diskussioner og paradigmer omkring pædagogisk praksis, for at have en mulighed for at være en aktiv deltager mht. at være med til at skabe udvikling indenfor dette felt. Det kræver også en stærk evne til at diskutere og kommunikere i vores velfærdssamfund for at blive hørt. Dette gælder også udviklingen af det tværprofessionelle samarbejde i den offentlige sektor. Denne udvikling er præget af tre hovedargumenter (effektiviseringsargument, innovationsargument og borgerargument). Disse tre argumenter har i høj grad en betydning for udviklingen af det tværprofessionelle samarbejde i vores samfund og kommer med mange spørgsmål og krav og måske også forventninger. Effektiviseringen indenfor tværprofessionelt samarbejde bygger på, at man prøver på at tænke mere effektivt i forhold til styring og ledelse; man er ude på at finde kompetente og arbejdsdygtige kræfter, som også går henover ens egen faglige viden. Så er vi nemlig her, hvor vi står midt i det tværprofessionelle arbejde. Samfundet kommer måske med store forventninger til dem idet ens egne faggrænser opløses. Men er dette løsningen for at skabe en mere effektiv offentlig sektor? Hvad nu hvis konkurrencestaten vinder og borgere/brugere glider ud, fordi de ikke kan leve op til de præmisser eller de kulturer der arbejdes ud fra? Innovationsargumentet inddrager, at samfundet skal have plads til at skabe udvikling og fremskridt, men mon ikke de fleste borgerne er tilhængere af denne bevægelse? Spørgsmålet er bare, hvor meget de giver udtryk for dette, da de lever sig for meget ind i deres monofaglige kultur og dette er en modstand mod nytænkning og ny-organisering. Ikke mindst skaber borgerargumentet en debat om det ændrede menneskesyn, der skaber mere tværprofessionelt samarbejde i vores samfund. Vi ved nemlig, at et menneskeliv samt de problemstillinger knyttet til det ikke helt kan gennemskues fra en side, men at man bliver nødt til at se dette fra flere perspektiver; arbejde og tænke i helhedsløsninger. Nu er det ikke blot et spørgsmål om effektivisering og nytænkende sider, men et moralsk perspektiv: Menneskes samfundsmæssige muligheder/problemer udspringer ikke kun fra en faktor men forskellige faktorer (fx arbejdsmarkedet/skole/daginstitution, sundhedsaspektet og nærmiljøet). Hvor meget kan de professionelle dog optage fra de andre felter og er de respektive professioner så i fare idet de bliver til en fællesprofession? Dette er blot en lille del af argumenterne for et øget tværprofessionelt samarbejde. Flere og flere aktører prøver på at bidrage til velfærdsdebatten omkring et øget tværprofessionelt samarbejde. For at de professionelle kan generobre rollen som de kritiske stillingtagere i samfundet, skal de som sagt være helt inde i diskussionerne omkring det tværprofessionelle samarbejde og de tre hovedargumenter der anvendes, for at udvikle, skabe og lede nutidens syn på det tværprofessionelle samarbejde.