At ville noget uden at ville det

Vi sopper for tiden rundt i et besynderligt dilemma mellem en ideal fordring om en decentral skole, hvor mål og undervisning individualiseres efter lærerens tilrettelæggelse efter den enkelte elevs behov, og et mere af nødvendighed præget ønske om med centralt udformede Klare Mål at søge uddannelsesniveauet hævet i Danmark. Og det er vel karakteristisk for den nuværende ufolkelige folkeskole, hvor så mange sære ting går i svang, at man dér tror, at man kan begge dele på én gang og i lige høj grad. Med Klare Mål er der sendt et signal om, at der er noget, som man ønsker, at eleverne skal kunne, og som derfor formentligt skal være målbart. De Klare Mål er derfor at opfatte som brødebetyngede myndigheders forsøg på at træde et par skridt baglæns i historien for at samle nogle tabte tråde op og genskabe de fordums tiders seriøsitet omkring undervisningen, som en abnorm, nytænkt pædagogik på baggrund af en af ligegyldighed præget folkeskolelov har givet pokker i.

Lektor Birthe Sørensen mener i Folkeskolennummer 48, at det hele er udtryk for, at borgerne nu skal til at have noget for deres penge. Underforstået, at det har de ikke fået hidtil, hvor folkeskolen nærmest har været forsøgslaboratorium for løbske pædagogiske påhit og med børnene som forsøgskaniner. Men hvordan kan man dog så hårdnakket fortsætte med at fæste lid til, at man både med Klare Mål kan genskabe respekten for fagligheden og samtidig dyrke den faglige udvanding med den udelte skole. Det håber man på at kunne ved at lade et nyt og passende upræcist kompetencebegreb kvæle de alt for præcise kundskaber og paratvidensområder. På den måde kan politikerne ville noget med skolen uden at ville det alligevel.

Vagn Madsen

Brønderslev