At brænde på og for eller brænde af og ud

En af mine kollegaer udarbejder fra tid til anden gode undervisningsforløb til ungdomsromaner. Forløbene følger ikke en fast skabelon, men tilrettelægges ud fra, hvad der brænder på, og hvad læreren og eleverne brænder for. I introduktionen til et af de seneste forløb står der: ”Ideerne på de næste sider er kun indløbet til det egentlige litteraturarbejde, som foregår i klassens fortolk­ningsfællesskab. Og du skal udvælge de spørgsmål, du finder bedst egnet – og skrotte de andre.”

Ja, selvfølgelig! vil mange sikkert tænke. Men tager vi udgangspunkt i de mange spørgsmål om opgaver til XX-tekst på diverse sociale medier og konferencer, kan jeg godt blive lidt nervøs. Og nervøs bliver jeg også, når elever blot får udstukket link til en portal eller side med opgaver, som de skal løse. For hvor er så fortolkningsfællesskabet? Og hvordan kan man mærke hvad der brænder på, og hvad man brænder for?

Når skoler lige nu køber sig til højere karakterer = bonuspenge hos diverse konsulentbureauer, og når man kaster sig over træningssites, firkantede modeller og fessor-, turbo- og bonusforløb for at gøre eleverne prøveklare, så tror jeg, at faren for at brænde elevernes gejst af er overhængende.

Engagement og motivation

Vi skal motivere eleverne til at brænde på i de ”tekster”, vi inviterer dem ind i. Og det er her vi har muligheden for at vise engagement og begejstring, der meget gerne skal smitte – også til læsning og refleksion ud over skolen.

Når eleverne engageres i selv at formulere spørgsmål til teksten, når de anspores til at reflektere over romanforfatterens valg, når de skal nærlæse og udvælge og forsvare konkrete synspunkter eller handlinger i romanen, så vokser indlevelsen og fortolkningsfællesskabet summer.

Så ja, eleverne skal være prøveklare … men de skal først og fremmest være klare – til samtalen, til fællesskabet – og til livet. Så skal prøverne nok fungere.