At blive set som noget helt særligt

Den motorcykel jeg havde var gammel, og den gik jo lidt i stykker engang imellem. Og skulle til mekaniker. Ham der mekanikeren havde vist ikke nogen specialpædagogisk uddannelse, men han var i stand til at se mig som noget helt særligt, eller rettere min motorcykel. Jeg syntes derfor det var et vældigt godt sted at komme. Mekanikeren kunne med andre ord noget særligt. Han kunne anerkende mig, se mig og få mig til at vokse, fordi det at have en motorcykel var noget helt særligt. Sådan følte jeg det i hvert fald. Det kan være han havde været på kursus i kundepleje eller hvad ved jeg. Men det virkede. Jeg kom tilbage jævnligt og fik lavet min motorcykel lige nøjagtig der.

Analogien til specialpædagogik, eller pædagogik generelt, er måske lidt søgt. Men det er præcis det samme jeg gør i min dagligdag som underviser, og i mit socialpædagogiske arbejde. Det at se eleven, og få eleven til at føle sig som noget helt særligt, er meget vigtigt. Jeg roser eleverne, og får dem dermed til at vokse i stedet for at irettesætte dem. Det er vejen frem. Jeg skaber en relation til eleven, med noget af det eleven har som interesseområde. Så når jeg har en klasse elever, så har de alle sammen noget de interesserer sig for. Det er så min opgave at få skabt en relation til eleven, og se det de interesserer sig for. Så får de også får mine elever den samme oplevelse, som jeg fik hos min mekaniker. Jeg følte mig godt tilpas, set og endvidere set som noget helt særligt af en fagmand. Det voksede jeg af, og mine elever vokser også af voksne, der ser dem som noget helt særligt, og gerne vil dem.