Argumentationens paradoks

Ellen Guldager anbefaler i Folkeskolen nummer 21 brug af »Bogstavhuset« i læseindlæringen. Argumentationen rummer et paradoks. På den ene side anfører hun, at det danske sprog ikke er lydret, og på den anden side mener hun, at man netop skal anvende en lydmetode.

At dansk ikke er lydret, ses af ordet »sproget«. Her er s og r de eneste bogstaver, der beholder deres oprindelige lyd. P mister pusten i indlyd og udtales [b], o udtales som [å], g som [u], e som [ø] og t som [d], som igen har to mulige udtaler: hårdt eller blødt. Sproget bliver til [sbråuød]. Om andre sprog er mere lydrette, er ikke relevant. Det væsentlige er, at netop den manglende overensstemmelse mellem bogstavets tegn og lyd, mellem skrift og tale, gør lydmetoden uegnet som indgangsvinkel til læsning.

Det skrevne sprog er i lighed med det talte sprog kommunikation og må forstås ud fra den kontekst, det optræder i. Det lille barn lærer ikke talesproget som elementer, der først senere stykkes sammen til meningsfulde helheder, tværtimod forstår barnet meningen, længe før det kan adskille elementerne. Ved at anvende en helhedsbaseret tilgang til læsning kan man betone indholdet af det læste, og læsningen forbliver en meningsfuld del af hverdagen og af at vokse op i denne kultur. Børn møder skriftsproget, længe før de starter i skolen, nogle lærer at læse spontant uden undervisning og ganske uden fornemmelse af, hvor i munden konsonanterne udtales, og det virker absurd og unødigt abstrakt at anvende ovennævnte metode til børn uden specielle vanskeligheder.

En medstuderende og jeg har gennemført et projekt, hvor vi påviser nogle konsekvenser af anvendelsen af elementmetoden i læseundervisningen. Læs mere på Folkeskolen.dk under Net-debat.