Afskaf enhedslæreren

Jeg er i juledagene stødt på et gemt indlæg fra Politiken i april 2004. Her fremfører Lars Henrik Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Anders Bondo Christensen henholdsvis kritik af og forsvar for den danske enhedslærer og den brede grunduddannelse på lærerseminariet. Forsvaret bygges op omkring lærernes fælles ansvar for hele skoleforløbet samt den bestående mulighed for specialisering gennem efteruddannelse. Men hvordan er forsvaret afstemt med fremtidens lærer i folkeskolen? Finder også vi det fælles ansvar for skoleforløbet uforeneligt med en øget specialisering, og er der den samme statiske opbakning til den brede grunduddannelse, som den DLF officielt står for?

Som studerende er jeg altså i gang med at uddanne mig til enhedslærer og skal i princippet kunne begå mig på alle klassetrin. Sammen med mange af mine medstuderende på tredje årgang har jeg nu en ganske god idé om, hvor jeg ønsker at slå mine folder. Nogle af os har haft det på det rene siden studiestart, og andre har truffet valget gennem praktikken, valg af linjefag. Jeg tror, at dette er et generelt billede, og enhedslæreren bliver for os nærmere billedet af den nyuddannede, som skal kunne udfylde det ledige skema på den ansættende skole.

En velvalgt offensiv fra DLF, som samtidig imødekommer en del af den generelle kritik, vil være et forslag om ændring af læreruddannelsen. Hvorfor ikke lade den undervisning, vi modtager, afspejle den enkeltes ønsker og give mulighed for at komme i dybden med vores fag? En måde at gøre dette på kunne være, at undervisningen i dansk og matematik samt den pædagogiske fagrække bliver opdelt i et fælleslæst grundmodul efterfulgt af et selvvalgt videreforløb afhængig af den studerendes ønsker og interesser. Såvel fagligt som pædagogisk mener jeg, at en sådan opdeling må være at foretrække for alle parter. Godt nok vil vi ikke længere være enhedslærere i den nuværende form, men hvem er det egentlig til fordel for, at dette begreb bevares?

Svar

Tak for dit indlæg i debatten om udvikling af læreruddannelsen. For et år siden havde jeg inviteret statsministeren og undervisningsministeren på besøg på to forskellige skoler. På begge skoler var en væsentlig del af programmet muligheden for at drøfte forskellige skolepolitiske emner med lærere og ledelse. På skolen i Give spurgte Ulla Tørnæs de yngre lærere, om de ikke mente, at en specialisering af lærerne under grunduddannelsen ville være en fordel. Jeg husker tydeligt, at en af lærerne meget klart redegjorde for, at det uden tvivl ville have været et stort problem i forhold til hendes lærergerning. Under uddannelsen havde hun ikke været i tvivl om, at hun primært ønskede at undervise de store elever, men allerede efter to år kunne hun konstatere, at hun især fandt det spændende og udfordrende at undervise de yngste elever. Jeg tror, at vi er mange, der har haft en lignende oplevelse.

Professor Per Fibæk Laursen har i sin beskrivelse af den autentiske lærer beskrevet, hvordan nogle lærere henter inspiration i at kunne følge den samme elevgruppe gennem en årrække, andre gennem at specialisere sig i bestemte fag, funktioner eller klassetrin, atter andre fremhæver det at undervise både store og små elever, og mange fremhæver i øvrigt muligheden for at kunne skifte spor gennem ens lærerliv. Så ud over at sikre, at vi alle får en forståelse for hele skoleforløbet, giver undervisningskompetencen til hele skoleforløbet også mulighed for at kunne fastholde nytænkning og engagement gennem hele lærerlivet. Jeg synes, det er helt fint, at nogle vælger at specialisere sig, men gør vi specialiseringen til udgangspunktet, vil vi afskære mange fra det, der skaber motivation og arbejdsglæde i deres lærerarbejde, og det er i hvert fald ikke til gavn for folkeskolen.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF