Jan Trojaborg forklarer i Folkeskolen endnu en gang, at Københavns Lærerforening (KLF) er en selvstændig forening, der har handlet i overensstemmelse med sin lønpolitik.
Det har jeg ikke anfægtet. Det, jeg har undret mig over - og fortsat undrer mig over - er, at KLF's repræsentanter i hovedstyrelsen ikke har fundet det ulejligheden værd at inddrage deres overvejelser i hovedstyrelsesdebatten på et så vitalt punkt for foreningen - det var i den sammenhæng, jeg talte om moral.
Jeg tror fortsat, at det er nødvendigt at få afklaret, hvad der er formålet med, at KLF har to pladser i hovedstyrelsen. Det er da fint, at Jan Trojaborg mener, at KLF har stor glæde af den tætte tilknytning til DLF, og at de med deres aktive indsats håber at bidrage med noget væsentligt for DLF's og KLF's medlemmer. Jeg synes bare, denne sag er et tegn på det modsatte, og der er ikke mange mindelser til en fælles fagforening - for slet ikke at tale om en åben dialog på det rette tidspunkt.
Lotte Lange
medlem af DLF's hovedstyrelse
Afklaring fortsat nødvendig
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.