Åh…det er hos Asger!

Jeg har ofte oplevet gode øjeblikke som tysklærer, når elever viser interesse eller glæde ved faget. Eller når elever er særligt dygtige og lykkedes med tingene. Jeg sætter pris på de tidspunkter, hvor elever får aha-oplevelser. Det er skønt at være vidne til og at have hjulpet dem på vej. Men i dag har været en helt særlig dag. Hvis jeg på noget tidspunkt overhovedet har haft tvivl om, hvorvidt tilgangen med husketeknikker, som Memo Danmark har udviklet, ville være effektiv, så er den senest med dagens oplevelser forsvundet som dug for solen.

”Jeg er ikke særlig god til det.”

Sådan mødte en af eleverne op i lokalet, da han skulle testes i de 60 substantiver i tysk. ”Det er jo ikke dig, vi har til prøve,” sagde jeg til ham, ”men egentlig er det jo metoden, vi tester. Du gør det bare så godt, som du kan.” Efterfulgt af et opmuntrende smil. Af sted det gik med testen. Vi tester eleverne ved at vise dem et billede af fx et bord, nederst på billedet står det danske ord ”bord”. Elevens opgave er at fortælle mig, hvad ordet hedder på tysk og hvilket køn det har.

At prikke til hukommelsen

Det sker med jævne mellemrum, at eleven er i tvivl ved det ene eller det andet ord. Selvfølgelig må jeg ikke hjælpe med ordet. Men jeg må godt prikke lidt til hukommelsen: ”Kan du huske, hvor ordet er placeret? Kan du huske historien?” Mere skal der ikke til. ”Åh…vent, vent, vent! Jeg ved det godt! Det er hos Asger. Så er det ”das”.” (Aben Asger bor nemlig i zoologisk have i et bur, hvor vi har placeret alle intetkønsord.) ”Og…vent, vent, vent!” (Det er altså ikke, fordi vi tager testen på tid, eller fordi jeg skynder på eleven. Han bliver bare så ivrig!) ”Det er noget med at vinduet er ligesom et fængsel…og så…fæng…fæn…Fengestel – nej! FENSTER!” Alt imens jeg bare venter og lidt målløs er vidne til processen, hvor elevens hjerne arbejder på højtryk og egentlig med lethed finder det rigtige ord frem. Fascinerende, er det ikke?