A-HA! Der var den!

Vi kender alle den store tilfredshedsfølelse af at have løst et problem, og det videre gåpåmod det kan medfører af få sådan en succes.

Hvorfor er det så, at vi i vores hast med at gøre eleverne bedre, tit frarøver dem denne store fornøjelse. Med vores store trang til skematisering og tidsstyrring, hæmmer vi elevernes nysgerrighed og udfoldelse. Det er angstprovokerende at lade dem får frie tøjler, og ikke vide hvor de ender, hvordan de kommer derhen og hvor lang tid det tager. Derfor tyr vi ofte til algoritmer og meget rammesatte opgaver.

Vi kender alle sammen a-ha oplevelsen og ved hvilken drivkraft den kan have i matematikken. Men sat op imod vores viden om, hvad vi skal nå på en given tid, taber den undringsorienterede undervisning ofte til den rammestyrrede. Derfor er det vigtigt at belyse den skjulte gevinst, der kan ligge i at gå udfordringsvejen. For ganske rigtigt kan det, i den givne situation, tage længere tid for vores elever, at nå der hen hvor vi gerne vil have dem, men den drivkraft, motivation og skjulte læring, der kan ligge i udfordringen, kan i andre sammenhænge give dem et boost både i tidsforbrug og forståelse.

Vi skal altså turde at lade eleverne undre sig, og befri os selv for det rammesatte, hvad angår løsninger. De skal have frie rammer til at eksperimentere, undre sig og gå på opdagelse i matematikken, og vi skal skabe forudsætningerne.

Så herfra skal blot lyde den korte opfordring:

Hav modet til at lade dine elever undre sig