2013 spøger stadig, når jeg skal sætte mit kryds

Når jeg i dag skal sætte mit kryds, er der et spøgelse, der følger mig med ind i stemmeboksen: 2013 og den lockout, der for mig stadig er et åbent sår.

Mange lærere har traditionelt haft et nært forhold til Socialdemokratiet. Partiet har stået for velfærd, fællesskab og en stærk folkeskole. Derfor har det for mange også været et naturligt sted at sætte sit kryds. Sådan har det også været for mig.

Men så kom 2013. Konflikten mellem lærerne, staten og KL kulminerede i en lockout, hvor daværende beskæftigelsesminister – i dag statsminister – Mette Frederiksen, lavede et indgreb, der kørte os lærere fuldstændigt over.

Der er gået mange år siden da. Men på mange lærerværelser sidder oplevelsen stadig i kroppene. For konflikten handlede ikke kun om arbejdstid. Den handlede også om tillid. Lærerne skulle have tilstedeværelsestid, og på nogle skoler blev arbejdstiden registreret ned til minutterne. For mig og mange andre lærere blev det oplevet som en bevægelse fra tillid til kontrol.

Tillid er en mærkelig størrelse. Den kan brydes på få uger, men det kan tage mange år at genopbygge den. For mig er det ikke lykkedes for socialdemokraterne at genopbygge den.

Det rene brok

Konflikten kom heller ikke alene. I de samme år blev folkeskolen præget af en ny styringslogik fra Moderniseringsstyrelsen, en omfattende reform af skolen og en stærk politisk satsning på inklusion. Flere elever med særlige behov skulle inkluderes i de almindelige klasser, samtidig med at skoledagen blev længere.

Reformen skulle også hænge økonomisk sammen. Den måtte ikke koste ekstra. En del af regnestykket blev derfor, at lærerne skulle undervise mere. I praksis blev lærernes arbejdstid en del af finansieringen af reformen, og det mærker vi stadig hver eneste dag i form af mange undervisningstimer og for lidt forberedelsestid.

Vi lærere blev således ramt af et hav af store forandringer på én gang – uden at have indflydelse på dem. Vi blev i stedet opfordret til at ”tale skolen op”. Men for mange af os stod den opfordring i fuldstændig modsætning til de erfaringer, vi gjorde os i klasselokalet.

Da reformen efterfølgende stødte ind i alvorlige problemer, opstod der også en fortælling om, at vi bare var sure og ikke ville samarbejde. Det var endnu et slag mod tilliden, når politikerne med socialdemokraterne i spidsen affejede erfaringer og kritik fra klasselokalerne som det rene brok.

Hovsa-løsninger

Her i valgkampen er der kommet skoleudspil fra en masse partier. Også fra socialdemokraterne, der ønsker en lilleskole med 14 elever i indskolingsklasserne. Intentionen er sympatisk. Færre elever lyder som mere ro og mere tid til den enkelte elev.

Men gode intentioner er ikke altid det samme som gode løsninger. Hvis erfaringer fra praksis og forskning ikke bliver taget med i regnestykket, risikerer man hovsa-løsninger. Og tænker jeg tilbage på spøgelset fra 2013, sidder der en frygt i min krop for, at Mette Frederiksen og resten af socialdemokraterne igen vil tromle hen over lærerne i deres iver for at være handlekraftige.

For mig føles årene omkring reformen som en bue, der blev spændt meget hårdt. Først arbejdskonflikten. Så lockouten. Til sidst reformen og inklusionen. En bue kan godt holde til at blive spændt én gang. Måske også to. Men hvis den bliver spændt for hårdt igen og igen, begynder materialet at give sig.

Jeg frygter, at socialdemokraterne igen vil spænde buen så stramt, at folkeskolen og dens lærere knækker. Jeg undrer mig nogle gange over, at der stadig findes lærere fra 2013, som ikke deler den frygt og derfor stemmer på liste A. Én ting er sikkert, når jeg i dag står med stemmesedlen i hånden, bliver krydset sat et andet sted.