»Arbejdsmiljørepræsentant som fagpolitisk trumfkort«

Arbejdsmiljørepræsentanten skal sidestilles med tillidsrepræsentanten!

I stedet for at gøre arbejdsmiljø til en indsats på udvalgte områder eller have med få enkelte sager at gøre er tiden inde til, at foreningen udvikler arbejdsmiljøområdet til at være et perspektiv på alt, hvad vi foretager os i skolens hverdag og i det fagpolitiske arbejde.

Derfor giver det også god mening, at hovedstyrelsen lægger op til at stille krav ved Overenskomst 13 om forbedring af arbejdsmiljøet.

Som det er i dag, har DLF en fornuftig politik på arbejdsmiljøområdet. Målet er at passe på lærerne og forebygge nedslidning samt det helt uacceptabelt høje antal førtidspensioneringer. Men hvis vi skal lykkes med det - og det skal vi! - så bliver vi som forening også nødt til at opprioritere arbejdsmiljørepræsentanternes rolle og status!

DLF må tage nye initiativer, der understøtter kredsenes arbejde på arbejdsmiljøområdet. Dette kunne blandt andet være ved at tilbyde arbejdsmiljørepræsentanter organisationsuddannelsen på linje med tillidsrepræsentanterne.

Og så skal der stilles overenskomstkrav om, at der afsættes flere Akut-midler til arbejdsmiljørepræsentanter!

Der er utrolig mange konkrete områder, hvor ikke kun tillidsrepræsentanten, men også arbejdsmiljørepræsentanten både bør og skal inddrages. Også selvom der er forskel på, hvilken tid de to, som udgangspunkt, har til rådighed til arbejdet. Derfor er det vigtigt, at foreningen arbejder målbevidst for en prioritering, som sikrer tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten ligeværd i samarbejdet.

Ligesom tillidsrepræsentanten er politikbærer for DLF ude på skolerne, så bør arbejdsmiljørepræsentanten også få en vigtig strategisk betydning. Arbejdsmiljørepræsentanten kan tale lærernes sag med loven i hånden. Dette stærke kort skal vi forstå at bruge fagpolitisk.