De tavse eksperter

Vi kender dem fra skolen, børnene med de svære familieforhold, de tidligt skadede børn, eleverne, der kommer til aflastningsfamilier, og børn, der er i pleje. Når vi modtager børnene i skolen, bør vi informeres bedst muligt om deres baggrund for at kunne give dem et optimalt forløb. Også deres plejemødre møder vi, stærke kvinder og undertiden helt nedslidte personer.

I et helt år har elleve af disse plejemødre skrevet dagbog. For ti år siden udkom bogen "De tavse eksperter", og nu udgives den igen med både de gamle beskrivelser og mødrenes nye beretninger om, hvad der er sket i de følgende ti år.

Plejebørnene er i aldrene fra nul til 17 år. Mange har været ude for så store omsorgssvigt, at de er dybt skadede. Enkelte har så store problemer, at de ikke burde have været hos en plejefamilie.

Familiens egne børn både lider under og profiterer af forældrenes arbejde. De får nye søskende. Plejeforældrene er både ægtefolk og kollegaer, og flere ægteskaber holder ikke til presset. Kontakten til børnenes biologiske forældre er ofte svær. En del forældre stammer fra misbrugsmiljøer.

Kontakten til de kommunale arbejdsgivere er gennemgående et problem. Et utal af skiftende sagsbehandlere og manglende opfølgen er et gennemgående træk. Ofte tager sagsbehandlere udgangspunkt i de biologiske forældres behov frem for barnets behov. Det må kunne gøres bedre.

Det er stærk og betagende læsning. Bogen er velskrevet, enkelte beretninger har endda litterære kvaliteter, men det, der gør indtryk, er de nære portrætter af mødrene og deres plejebørn. At være plejefamilie er en livsstil, det har både store omkostninger og store glæder. Plejebarnet bliver ofte en del af plejefamilien også efter det attende år. Et enkelt plejebarn adopteres, da han som voksen skal til Afghanistan som soldat. Hans mor er død, faderen fraværende, plejefamilien er hans familie.

Bogen anbefales til alle, der er eller tænker på at blive plejeforældre, til sociale højskoler og pædagogseminarier og til de kommunale arbejdsgivere. Men også ud over denne kreds bør den kunne finde læsere, da den er så stærkt et menneskeligt dokument og indeholder så nære og fint beskrevne portrætter af disse "mælkebøttebørn" og deres nye familier.