Halvtreds års skiftende blik på barndommens land har sat meget forskellige spor i børnefilmen, og antologien »De pokkers unger« leverer en grundig analyse af fem årtiers danskproducerede børnefilm.
Bogens redaktør Ulrich Breuning lægger ud med en velskrevet, kronologisk gennemgang, der starter ved Astrid Henning Jensens »De pokkers unger« fra 1947 og føres helt op til den aktuelle prisvinder fra filmfestivalen i Berlin: »Kald mig bare Aksel«. De bredt anlagte historiske artikler overlapper selvfølgelig hinanden i omtalen af filmene, men artikler, der har specielle vinkler, tilfører også andre perspektiver. Breuning har søgt på »Skolen på film« og fundet adskillige eksempler på filmiske skildringer af det danske lærerkorps, der »på en slags syg skala går fra at være magtesløse flæbere over totale idioter til rene og uforfalskede sadister«.
Bidragyderne er alle kompetente og vidende personer, men bogen ville have vundet yderligere med indlæg fra flere udøvende filmfolk. Kim Fupz er en værdig repræsentant, men det kunne have været spændende at få flere udsagn fra de direkte implicerede. Folk som Hastrup og Haller, Jesper W. Nielsen og Anker Li, Henrik Ruben Genz, Søren Kragh-Jacobsen og Nils Malmros og alle de andre, hvis film er så grundigt beskrevet.
Bogen er et must for alle, der beskæftiger sig med børn og ét af deres foretrukne oplevelsesmedier. Danske børnefilm er internationalt anerkendt, og heldigvis øges for tiden også danske skolers opmærksomhed omkring brugen af film i undervisningen. »De pokkers unger« er vitaminrig basiskost for danske børns skolelærere.
De pokkers unger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.