En måned inde i det nye skoleår har de fleste børnehaveklasseledere nok så småt dannet sig et overblik over, hvad det er for nogle elever, de har fået i klassen. Mange ser sikkert allerede tegn på, at der er nogle børn, der har brug for særlig støtte eller opmærksomhed.
Sådan er det også for Katrine Hansen. Og en af de ting, hun kigger efter, er, om der er elever, der viser tegn på høj begavelse. Hvis en elev i hendes klasse for eksempel pludselig viser interesse for romertal, bliver hun nysgerrig. Og så er det noget, hun og kollegerne holder lidt øje med.
At spotte de højtbegavede børn er særligt vigtigt i børnehaveklassen, fastslår hun.
”Mange børn med høj begavelse har ekstra store forventninger til det at komme i skole. De har måske set frem til, at nu skal de endelig lære at læse og skrive, og så går der måske et halvt år, før det sker. Og hvis vi ikke rammer dem fra starten og gør skolen interessant, kan der komme en modstand på det at gå i skole.”
Katrine Hansen er uddannet cand.pæd.it, men har arbejdet i folkeskolen i fem år. I det daglige arbejder hun som børnehaveklasseleder på Skovboskolen i Bjæverskov lidt uden for Køge. Lige nu har hun godt nok en 1.-klasse, fordi klassens lærer er på barsel, men til november skal hun tilbage i børnehaveklassen.
Kunne alfabetet som toårig
De senere år har der været stigende opmærksomhed på børn med høj begavelse – ikke mindst i folkeskolen. Og siden skoleåret 2024/25 har det været lovpligtigt at tilbyde screening af elever i 1. klasse, der viser tegn på høj begavelse. Formålet er at identificere de højtbegavede elever og at støtte dem i at blive så dygtige, som de kan.
Sidste års screening er i skrivende stund ved at blive evalueret. Men Katrine Hansen tvivler på, at det kommer til at gøre den store forskel, for det er i givet fald noget, skolelederne skal sætte i værk på foranledning af forældre og/eller lærere. Og det forudsætter, at der er fokus på området på skolerne.
Når hun og hendes team er opmærksomme på højtbegavede børn, hænger det i høj grad sammen med, at hun personligt har en interesse på området, mener hun – kombineret med en ledelse, der bakker op, og kolleger, der synes, det er ’superinteressant’.
Hun har selv kendt til høj begavelse hele sit liv, som hun siger. Hun har kusiner og fætre, der som børn blev testet højtbegavede. Hendes egen IQ har også vist sig at ligge et godt stykke over gennemsnittet, og da hendes søn var to et halvt år, lærte han alfabetet og at tælle til 300 på både dansk og engelsk i løbet af få uger. I dag går han på en skole for højtbegavede børn. Og hendes datter, der ikke er startet i skole endnu, viser også tydelige tegn på at ligge i den øvre ende af intelligensskalaen.
Kringlet opgaveløsning
”Bare det at vide, at det er noget, der findes, gør, at jeg kan holde bedre øje med det hos mine elever,” siger Katrine Hansen og remser nogle af de tegn op, som hun er opmærksom på i sin børnehaveklasse.
”Det kan være udfordringer med det sociale. Nogle højtbegavede børn kan bedst lide at lege med en enkelt legekammerat frem for i en stor gruppe. Det handler om, at det tit er en mere dialogbaseret leg, og de højtbegavede børn er ofte meget verbale,” siger hun og fortsætter:
”Det kan også være, at eleven ikke vil skrive noget på papir, fordi han ikke kan skrive det pænt nok. Det er sådan en perfektionisme, man ofte ser hos højtbegavede. For nogle af de børn er det bedre at skrive på tavlen, selv om det er foran hele klassen, for så kan de lynhurtigt viske det ud, hvis det er forkert, og ingen kan se det bagefter.”
Katrine Hansen nævner også, at nogle højtbegavede børn kan finde på at vælge en kringlet løsning på en opgave, så man i første omgang tænker, at barnet jo slet ikke har forstået noget.
”Så må man lige stoppe op og bede barnet om at forklare, hvad tanken var bag løsningen.” Hun kommer med et eksempel:
”Jeg havde en elev, der i stedet for tal i matematik havde skrevet bogstaver. Og så forklarede han, at ét var lig med A, og to var lig med B og så videre. Så han havde lavet regnestykkerne bare med bogstaver, formentlig fordi det gjorde opgaven lidt sværere, så han blev mere udfordret. Der bliver man jo glad for, at man ikke fik sagt, at ’det der er helt forkert’. For han havde jo forstået, hvad han skulle.”
Katrine Hansen kigger også efter, om der er børn, der har en asynkron adfærd, som skyldes, at intellekt og følelse ikke udvikler sig i samme tempo.
”Det kan være, man har en samtale med et barn, der har et overraskende godt ordforråd, og fem minutter efter slår barnet sig og græder og kalder på mor. For de her børn har også kæmpestore følelser. De kan være vældig glade og vældig kede af det. Alt føles bare mere intenst. Det er også det, jeg oplever med mine egne børn.”
Ifølge forskningen kan køn godt spille en rolle for, hvordan høj begavelse kommer til udtryk. Det er også Katrine Hansens oplevelse. Drengene har for eksempel lidt oftere udfordringer med at være en del af en gruppe, hvorimod pigerne ofte først får udfordringer i teenageårene. Drengene er derfor lidt nemmere at spotte i de små klasser, oplever hun.
Mange børn med høj begavelse har ekstra store forventninger til det at komme i skole. De har måske set frem til, at nu skal de endelig lære at læse og skrive, og så går der måske et halvt år, før det sker.
Katrine Hansen Børnehaveklasseleder og lærer i 1. klasse, Skovboskolen
Men det betyder ikke, at pigerne behøver gå under radaren, understreger Katrine Hansen.
”Det, jeg har gjort, når jeg har været i tvivl i forhold til piger, er, at jeg har lavet en lille pædagogisk note i Aula om, at jeg har haft de overvejelser. For hvis barnet er i trivsel, er der ingen grund til at sætte alt muligt i værk. Men hvis det så pludselig rammer senere, og der er noget, der driller, så er det meget fint, at læreren kan se, at det har været en opmærksomhed.”
Prøver sig frem
Katrine Hansen forstår godt, hvis nogle børnehaveklasseledere og lærere bliver helt trætte ved tanken om endnu en gruppe, som de skal holde øje med og gøre noget særligt for.
”100 procent. Det er da lidt presset. Men jeg har personligt ikke oplevet nogen, der afviser, at der kan være brug for, at vi gør noget også for de højt begavede. Det handler jo om at vi gerne vil gøre vores undervisning så spændende som muligt for alle elever,” siger hun og fortæller, at de i hendes team har besluttet, at hverken diagnoser eller høj IQ ligefrem skal være styrende for undervisningen.
”Vi prøver i stedet lidt forskellige former for undervisning af, for at se, hvad der virker, og indtil videre har vi ikke oplevet, at det er gået galt. Børnehaveklassen er jo på den måde lidt magisk, for vi har jo ikke et skema, hvor der står, at vi skal have 11 lektioner dansk og 5 lektioner matematik. På min skole har vi meget frie rammer, og vi kan godt lide at arbejde på tværs af klasserne, lave temaer og holddeling. Og når der så er børn, der måske er højtbegavede, og hvor vi tænker, at de lige har brug for at få en succes i skolen, så har vi fokus på at lave noget, som vi tror, de vil kunne lide.”
Som eksempel på det nævner hun muligheden for at nørde helt ned i et lille hjørne af et emne eller lade sig opsluge af noget kreativt.
”Vi har også haft en sciencedag på skolen, og der var en elev, der nok var højtbegavet, som gik fra at være meget modstander af mange ting til at sidde på første række en hel dag og være superinteresseret.”
Hun tilføjer, at de som de fleste andre praktiserer en undervisning, der egner sig til alle typer børn.
”Vi kører også med piktogrammer og forudsigelighed og i det hele taget en meget diagnosevenlig undervisning, for det fungerer fint for dem, der bare går mere lige igennem livet. De tager i hvert fald ikke skade af det, men der er nogle andre, det hjælper rigtig meget.”
De har set frem til skolen: ”Hvis vi ikke rammer dem fra starten og gør skolen interessant, kan der komme en modstand”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.