Der er ikke meget nyt i andenudgaven af denne bog sammenlignet med førsteudgaven, der kom i 1995, før de markante skred, der er sket i faget de sidste syv år, begyndte.
Men bogen er alligevel ikke forældet. Dens beskrivelse af, hvad fagdidaktik er, af danskfagets historie, af dets rolle i det moderne samfund, af lærerens metodefrihed og dens tætte, praksisnære refleksioner i forbindelse med beskrivelser af undervisningsforløb er stadig værdifulde og aktuelle.
Bogen rummer en eftertænksom refleksion med rod i fagets tradition, som er vigtig i dag, hvor faget langsomt forskyder sig fra at være et dannelses- og oplevelsesfag over mod i højere grad at være et færdigheds- og vidensfag.
Jeg synes, at udviklingen fra Dansk 1995 og frem til Fælles Mål burde have været grundigere beskrevet. Det samme gælder analysen af Fælles Mål. Men de sider, der er tilføjet i de fire første kapitler, rummer til gengæld vægtige pointer.
Medspillet og modspillet mellem almendidaktisk og fagdidaktisk tænkning har ændret sig. Modebevægelser vedrørende læringsstile, de mange intelligenser og forskellige former for fleksibilitet og individualisering, der rummer mange gode intentioner, får for stor vægt, når danskfaglige forløb skal gennemføres.
Forskellige faglige indhold i dansk kræver forskellige undervisnings- og arbejdsformer. For eksempel er klasseundervisning fremragende til den fælles klassesamtale om litteraturen, mens den ikke egner sig til andre aktiviteteter.
Forfatterne påviser i tredje kapitel, at der er sket en udvikling mod en forenklet, lineær, taksonomisk tænkning. Fælles Mål bærer præg af en opfattelse af, at læring i dansk foregår trin for trin i en lineært fremadskridende progression. Og disse fremskridt kan evalueres med test med samme progression.
Ændringer i undervisningsvejledningens komposition afspejler også en holdningsændring. De meget flotte generelle indledningsafsnit fra Dansk 1995, der beskriver faget dansk og elevernes forudsætninger, er flyttet om bagi, mens afsnit om de faglige færdigheder og aktiviteter er flyttet frem.
Jeg vil opfordre alle danskfolk til at læse eller genlæse bogen med dens tilføjelser, da der er mere brug for den end nogensinde.
Danskfagets didaktik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.