Danskfagets didaktik

Folkeskolen har et forklaringsproblem. Forældre og skolebestyrelser forstår ikke i tilstrækkelig grad, hvad der foregår i skolen.

Det er vigtigt, at elever og forældre ved mødet med lærere oplever fagfolk og mennesker, der har holdninger, og hvis undervisning er præget af bevidste valg. Lærere, der har forholdt sig til undervisningens hvorfor.

Dette forklaringsproblem gælder i høj grad også faget dansk. Forståelseskløfter og forskellige syn på læring bliver især markeret i forbindelse med dette fag.

I forbindelse med denne debat er 'Danskfagets didaktik' meget væsentlig.

Bogen indeholder glimrende afsnit om didaktik og fagdidaktik i bred forstand, om danskfagets historie, om udviklingen fra Dansk 1984 til Dansk 1995 og om danskfagets situation i dag.

I afsnittet 'Danskfaget i en moderne tid' sættes dansk i forhold til de kulturelle tendenser i samfundet. Zieheinspirerede tanker om individualiseringstvang og frisættelse nævnes som en af begrundelserne for nødvendigheden af at arbejde med elevernes identitetsdannelse i dansk.

Den æstetiske dimension beskrives som et arbejde med udgangspunkt i sanselighed og kreativitet, der gennem vekselvirkning med en intellektuel bearbejdelse fører til et symbolsk produkt, der er væsensforskelligt fra selve sanseoplevelsen. Æstetiske læreprocesser indebærer også et bevidst arbejde med forholdet mellem form og indhold.

Endelig diskuteres kulturbegrebet, som er mangetydigt, men som vi i dansktimerne må forholde os til - både som proces og produkt.

Anden del af bogen beskæftiger sig med væsentlige sider af faget dansk ud fra følgende disposition: 1. En praksisbeskrivelse fra folkeskolens danskundervisning. 2. Redegørelse for lærernes planlægning og intentioner. 3. Evaluering og diskussion af det gennemførte forløb. 4. Perspektivering af centrale problemer i forbindelse med det beskrevne undervisningseksempel.

Områderne, der behandles på denne måde, er: litteraturpædagogik, fortællinger og procesorienteret skrivepædagogik, tværfaglige forløb og læsning.

Denne måde at lave debatoplæg på er fremragende. Udgangspunktet i praksisbeskrivelser gør fremstillingerne af fagets problemstillinger anskuelige og forpligtende.

Generelt er bogen meget systematisk og gennemtænkt, inspirerende og aktuel. Den opsummerer indholdet i den sidste tids faglige debat og markerer klare holdninger. For mig personligt er der ikke meget nyt i den, men som lære- og debatbog vil den være glimrende til læreruddannelsen og lærernes efteruddannelse, selv om nogle af de lidt indforståede fremstillinger af fagets historie vil være hård kost for seminarieelever.

Jeg har kun få og spagfærdige forbehold over for en i øvrigt glimrende bog: Litteraturens betydning for elevernes dannelse overdimensioneres, selv om den ganske rigtigt er central i faget, og elevernes medbestemmelse er i undervisningseksemplerne betænkeligt lille.

Som eksempel kan nævnes, at lærerne formulerer meget abstrakte og didaktikrigtige målsætninger, uden at eleverne inddrages eller informeres.

Betragtningerne og eksemplerne om tværfaglighed er ikke særlig præcise. En modsætning mellem en orienteringspræget overfaglighedstænkning og danskfagets æstetiske dimension kunne godt have været behandlet grundigere.

Forbehold over for projektopgaven, som den praktiseres nu, og understregningen af vigtigheden af at bevare fagets identitet i tværfaglige forløb rammer dog plet.

Endelig er afsnittet om læsning for overfladisk, og omtalen af undervisningsmidler er mangelfuld.

Men hovedsagen er, at beskrivelsen af dansk som dannelsesfag med sin særlige identitet og præsentationen af nye tendenser i faget i denne bog kan danne et glimrende grundlag for debat om danskfagets hvorfor.