"'Alle elever har ret til et godt psykisk, fysisk og æstetisk undervisningsmiljø'. Sådan står der skrevet i den nuværende undervisningsmiljølov. Så intentionen med loven er god, men effekten af loven er minimal. Det er nemlig helt op til skolerne selv at vurdere, om deres skoles undervisningsmiljø kan betegnes som 'godt' og er acceptabelt i forhold til lovens manglende definitioner", siger Danske Skoleelevers (DSE) formand Anemone Birkebæk.
Arbejdsmiljøloven gælder ikke for folkeskoleelever, det gør den såkaldte Undervisningsmiljølov. Ifølge den skal skolen udarbejde en undervisningsmiljøvurdering, men det er det ikke alle, der gør. 41 procent af skolerne havde i 2004 udfyldt den lovpligtige vurdering, viser en undersøgelse lavet af Rambøll Management for Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).
DSE kritiserer også, at der mangler generelle krav til eleverne undervisningsmiljø:
"Når eleverne ikke engang er sikret imod at blive syge af at møde op på deres uddannelsesinstitution hver dag, men derimod bliver udsat for utætte lokaler, skimmelsvamp og ulækre toiletter, er det næsten umuligt at leve op til de store forventninger, som vi får stillet fra både det politiske system og fra erhvervslivet", siger Anemone Birkebæk.
Skolen er også en arbejdsplads
Danske Skoleelever har derfor taget hul på kampagnen 'Giv os lov' hvor de remser syv punkter op, der skal forbedre undervisningsmiljøet. De vil blandt andet have en klassekvotient på maksimalt 22 elever, bedre hygiejne, belysning og indeklima på skolerne, og så vil de have ændret selve lovens sammensætning. Med den nuværende lov er der ikke mulighed for sanktioner, og det vil Danske Skoleelever have ændret:
"En lov er ikke en lov, før man kan håndhæve den. Det skal kunne bevises, at loven ikke er overholdt - og der skal være konsekvenser deraf. Hvis arbejdspladser ikke overholder arbejdsmiljøloven, bliver de afspærrede, eller i værste fald lukket. De samme sikkerhedsmæssige forsikringer skal elever have", skriver de i kampagnematerialet.
Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening valgte i går at støtte kampagnen med 50.000 kroner. Danske Skoleelever har planlagt demonstrationer den 6. november klokken 12 på Christiansborgs Slotsplads i København og på Rådhuspladsen i Århus.
Danske Skoleelever kæmper for bedre undervisningsmiljø
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.