Anmeldelse:

Hvis man tror på magien, kommer man langt

Med mt mix af en klassisk udviklingshistorie og en fagbog om trylleri, har en tryllekunster skabt en bog, der skiller sig ud fra mængden af fantasy-bøger for børn. God læselyst.

Publiceret

Fakta:

Magiske dage på Trylleakademiet

Forfatter: Henrik Christensen

Fotos: Thomas Woller

249,50 kroner

212 sider

Forlag: Trylleakademiet.dk

Vil du lære at trylle? Kan du lide en god historie om andre der gerne vil lære at trylle? Hvis dette er tilfældet, så er 'Magiske dage på Trylleakademiet' en bog for dig. For i Henrik Christensens debutroman finder du både den gode historie, og tips og tricks til at lære at trylle.

I historien møder vi Frederik, hvis største ønske er at lære at trylle. Han læser mange tykke bøger, om trylleri, og han leder altid efter ny viden om at trylle. Da han en dag ser en annonce i ugeavisen om at Trylleakademiet optager elever vækkes noget i ham. Han møder op til optagelsesprøve, og viser et tryllenummer for tryllemesteren. Han bliver optaget på akademiet sammen med sin gode ven Isabella, som bærer på en hemmelighed. Hun er god til at trylle, - hvad mon hemmeligheden er?

Historien er på mange måder en klassisk skåret historie, om at tro på sine drømme, at følge sit hjerte og at tro på magien. Men foruden at være en historie om Frederik og Isabella på Trylleakademiet, er det også en form for fagbog. Fagbog forstået på den måde, at læseren kan lære at trylle, og lave magiske tricks ligesom bogens hovedpersoner. Bogen er illustreret med fotos, der viser hvordan man udfører de forskellige tricks, således at man kan øve sig og prøve sine færdigheder af undervejs i læsningen.

Netop vinklen med at læseren selv kan lære at trylle, gør at bogen skiller sig ud fra andre bøger man kan finde på biblioteket. Det kan formentlig vække interessen for at trylle blandt børn, der gemmer en indre tryllekunstner i hjertet. Historien kan give de selvsamme børn en tro på at de skal prøve deres drømme af: Hvis jeg ved jeg vil lære at trylle, skal jeg give det en chance. Også selvom folk omkring mig måske siger noget andet, eller ikke rigtig tror på det der med trylleri og magi.

Den analogi kan man som læser overføre på andre ting end magi også. Hvis du vil være god til noget, så tro på det, kæmp for det og arbejd for det. Det lønner sig i sidste ende.

Ud fra bogens forord at dømme er der noget af forfatteren i bogens Frederik. Henrik Christensen vidste i en ung alder at han ville være tryllekunstner, og hvis man undersøger lidt om ham, finder man ud af at det ble han. Han troede på magien fra begyndelsen.

Bogen vil klæde skolebibliotekets hylder. Om den skal stå under trylleri på faghylden, eller under forfatterens navn på romanhylden, vil jeg lade være op til skolen. Man kan måske stille én på hver hylde. På den måde vil den falde i hænderne på både dem, der jagter faktisk viden om trylleri og dem der jagter den gode historie. Herfra skal lyde et: god fornøjelse med trylleriet og historien.