Musik, dans, drama
Af Karin Flensborg og Kirsten Fredens
Bog, 74 sider, 230 kroner
Video, 500 kroner
Folkeskolens Musiklærerforening
Ikke blot på grund af middelalderåret, men på grund af den kulturskat og de gode historier, der ligger gemt i balladerne, har forfatterne taget dette tema op.
Målgruppen er folkeskolens ældste klasser, gymnasier, seminarier og så videre.
I et forsøg på at gøre beretningerne levende har Flensborg og Fredens med inspiration fra musik- og danmarkshistorien sat musik, drama og dans til fem viser.
Hver vise indledes med baggrundsstof, der vidner om et grundigt forarbejde. Melodierne er arrangeret for kor, violin/fløjte, bas, trommer og bjælder i original middelalderstil.
Ud over de fem viser er der et meget smukt arrangement af 'Drømte mig en drøm', den ældste melodi, vi har nedskrevet.
Tekst og noder kan læses - værre er det med dansk og drama. Koreografien er beskrevet i tekst og tegning i bogen. Til formidling af dette hører der til materialet en video, hvor man kan se koreografien - dansen og dramaoptrinene.
Og jeg må sige, det er inspirerende. Med sans for enkle og virkningsfulde midler er der skabt en meget smuk ramme for historierne.
Den sidste vise, 'Torbens datter', rummer lidt vildskab med stokke, men ellers er stilen meget pæn og feminin.
Selv om materialet henvender sig til ældre elever, er der masser af inspiration at hente til yngre elever.
Inger Ubbesen
Dansk, Drama, Historie, Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.