Anmeldelse:

Danskfaget skåret i småstykker

67 kapitler ordnet efter forbogstavet i overskriften til de enkelte kapitler er desværre ikke en fyldestgørende præsentation af faget dansk

Publiceret Senest opdateret

Fakta:

Fakta:

Danskdidaktisk opslagsbog

Forfatter: Bodil Nielsen(red.)

370 kroner

557 sider

Hans Reitzels forlag

Gennemlæsning af 'Danskdidaktisk opslagsbog' 557 sider er umiddelbart spændende. Opfattelsen af faget er i stadig udvikling, blandt andet på grund af ny forskning. Men opdelingen i småbidder efterlader læseren et forenklet syn på faget. Moden skifter hurtigt, men jeg undrer mig over, at væsentlige forskningsprojekter, som for få år siden var relevante og centrale, nu i denne bogs regi er glemt. Det gælder Mads Haugsteds forskning om mundtlighed, Ruth Mulvads værker om sprog og hele den omfattende litteratur om dansk, projektarbejde og tværfaglighed.

Bogens afsnit omfatter fire hovedområder: Beskrivelser af kategorier af tekster inden for danskfaget, fremgangsmåder til arbejde med tekster, læreprocesser i danskfaget, for eksempel motivation, differentiering, elevforudsætninger og medbestemmelse og lærernes gennemførelse og evaluering af faget.

Bogens kapitler er ordnet alfabetisk efter det første bogstav i den enkelte artikels overskrift. Opslagene er på 4 til 9 sider med efterfølgende litteraturhenvisninger. Bodil Nielsen, håndbogens redaktør, indleder i en introduktion med et udmærket overblik over hovedtendenser i fagets udvikling siden 1960'erne inden for de forskellige hovedområder. Fremstillingen er dog ikke en fuldstændig beskrivelse af det brogede dansklandskab med mange nuancer, der blomstrede i de beskrevne perioder. Hun beskriver dansk som et kommunikationsfag, mens fagets dannelsesaspekter er nedtonet.

Der er eksempler på forbløffende godt skrevne afsnit den korte plads taget i betragtning. Det gælder Martin Blok Johansens afsnit om dannelse, Aya Quist Henkels beskrivelse af æstetiske læreprocesser, Rasmus Fink Lorentzens afsnit om teknologiforståelse og ikke mindst Jeppe Bundsgaards afsnit om formål og mål.

Mange tekster virker overfladiske med forenklinger, udeladelser og manglende nuancer

Men mange tekster virker overfladiske med forenklinger, udeladelser og manglende nuancer. Enkelte forfattere prøver også at overvinde den snævre ramme ved at skrive meget koncentreret med anvendelse af fagudtryk, som for mange læsere vil kræve et nyt opslag i et andet værk.

Som eksempler på tekster, som i høj grad mangler nuancer, kan jeg nævne afsnittet om emne- og projektarbejde. I afsnittet om didaktiske modeller indskrænker forfatteren sig også til ganske få modeller, og en række relevante andre muligheder. som har spillet en stor rolle i skoledebatten, er udeladt.

Solveig Troelsen skriver om ”Eksamen og test”. Hendes ph.d. om skriftlig fremstilling og prøverne har jeg med stor interesse studeret og også skrevet om, men det bid, der var i afhandlingen, er næsten helt forsvundet her. En pæn artikel, som ikke kan støde nogen, og som slet ikke rummer afhandlingens opgør med de skriftlige prøvers urimelighed.

Der er desuden alt for mange gentagelser og en række overlap i bogen. Samme stof gennemgås i forskellige afsnit. Undersøgende litteraturpædagogik beskrives overfladisk og lidet fyldestgørende flere steder, mens en grundig, samlet redegørelse mangler. Den alfabetiske strukturering gør opbygningen kaotisk. Overskrifterne er på vidt forskellige niveauer, og afsnittene står uskønt ustruktureret.

Det er uheldigt at give studerende på læreruddannelse og andre læsere det indtryk, at en entydig opfattelse af begreber i danskfaget kan man slå op i en håndbog.

Pædagogiske og faglige begreber er åbne for fortolkning. Derfor er det efter min mening uheldigt at give studerende på læreruddannelse og andre læsere det indtryk, at en entydig opfattelse af begreber i danskfaget kan man slå op i en håndbog. Det inviterer til manglende refleksion og begrænset selvstændig og kreativ tænkning. De enkelte forfattere går ikke i dialog og kritiserer heller ikke hinanden. Det hele er pænt refererende enighed – naturligvis evidensbaseret. I splendid isolation.

Påvirkningen fra John Hattie og kompagni slår igennem i nogle af oplæggene. Og naturligvis skal man give gensidig feedback, og naturligvis skal man undertiden reflektere over egen læring. Men i nogle af eksemplerne i bogen synes jeg, at den megen refleksion og træning i at tænke metakognitivt tager overhånd. Eleverne skal ikke hele tiden skridt for skridt reflektere over, hvad de har lært. De skal naturligvis kunne blive opslugt af et spændende stof, opleve umiddelbart og engagere sig i et indhold uden overdrevne metakognitive overvejelser. En grundtvigsk friskolelærer kunne skrive noget om, hvordan man gør. I Ayo Quists Henkels artikel om æstetiske læreprocesser beskrives en sådan tilgang også.

Når de studerende skal lære, hvad danskfaget går ud på, ville det have været en fordel, hvis nogle dygtige praktiserende lærere fortalte om, hvordan de arbejdede i praksis, og hvilke overvejelser, de gør sig, når de skal planlæggeundervisning. Engagerede lærere, der elsker deres fag og er optaget af deres undervisning. I bogen refereres der ikke en eneste gang til artikler skrevet af praktiserende lærere. Dansklærerforeningen er heller ikke repræsenteret.

Som afslutning på anmeldelsen vil jeg anbefale Thomas Illum Hansens lille bog 'Kunsten at læse' i serien Pædagogisk rækkevidde. Her forenes stor viden, faglig kunnen og personligt engagement i en vellykket bog om undersøgende litteraturpædagogik. Lad os få flere af disse bøger, som forener et personligt engagement, faglig viden og glæde ved faget som dannelsesfag og som en helhed med fremstilling i et levende sprog.

Powered by Labrador CMS