Morten Dürr skriver både alvorlige og sjove bøger, men fælles for begge kategorier er, at de altid handler om noget vigtigt og eksistentielt. I den skrupskøre og spændende "Robotten kan skide!" handler det om (manglende) kærlighed, mobning og venskab. Hovedpersonen Konrad, 13 år – kaldet Rust på grund af sit røde hår - bor på børnehjem, et kaserneagtigt et fra gamle, gamle dage med Natuglen (nattevagten) som et ganske forfærdeligt (u)væsen uden megen empati med børnene.

Konrads forældre døde i en flyulykke, og han har ingen udsigt til at slippe væk fra børnehjemmet. Ingen ønsker at adoptere den rødhårede grimrian, men en dag barberer han alt håret af, flygter fra børnehjemmet og sniger sig ind på børnerobotfabrikken Techchild og bryder en salgskasse op. Han får barnerobotten til at fjerne sig og lægger sig i kassen i håbet om at blive solgt til en familie som barnerobot. Forældre køber nemlig børnerobotter i stedet for at adoptere ægte børn. Det er meget nemmere, for man kan for eksempel sige ”standby” til robotten, og så forholder den sig passivt, indtil den får en ny ordre.

Allerede næste dag køber familien Verdi ham som en moderne afløser for den aldrende robot Robbi og tager Konrad med hjem. Verdi er en stinkende rig bilfabrikant, men der er en slange i paradiset, nemlig Henrik, familiens biologiske barn, en lille forkælet psykopat, der ikke ved alt det onde, han vil gøre ved Konrad/robotten – og han gør det!

Konrad bliver ven med Alice, der også spiller en robot. Konrad og Alice hjælper hinanden i et par penible situationer i skolen, og de når at snige sig uden om de farlige og meget voldsomme slagscener, som Henrik får arrangeret i forældrenes store og overdådige hus. Alice er interesseret i at få fat i nogle vigtige papirer i fabrikantens pengeskab, der kan fortælle om hendes forældres død i en af Verdis biler, mens Konrad derimod har set de mange seddelbundter i pengeskabet, der vil kunne forsøde hans liv for evigt.

Den afsluttende scene med det store opgør, hvor Henrik har arrangeret en veritabel dødskamp mellem syv robotter, er naturligvis en mægtig og dramatisk karikatur, men en ret festlig en af slagsen.

Det vil naturligvis være forkert at fortælle slutningen, der dog må siges at være god for både Alice og Konrad, men Morten Dürrs afsluttende pointe er både morsom og tankevækkende.

Og hvad kan man så lære af den historie?

At venskab er helt essentielt i tilværelsen.

At ondskab er afskyeligt, selv når det er skrevet på en morsom måde.

At de voksne ikke altid er der for børnene. Det er skidt.

At humor er godt.

At Morten Dürr er en velskrivende og fantastisk forfatter.