“Vi legede voksne. Vi legede far og mor og ingen børn”. Sådan starter Tomas Lagermand Lundmes nyeste ungdomsroman. “Vi” er jegfortælleren på 16 og hans udviklingshæmmede bror. I familien er der også en mor, som jegfortælleren bedst kan lide, når hun ikke er hjemme, og en far, der bare gerne vil være som alle andre, og som forsøger at holde sammen på familien, men ikke magter det. Måske fordi han er blevet en del af det system, som ifølge fortælleren holder familien under opsyn, og som det gælder om at overleve. Det er alle dem med p: pædagoger, personale, politi, psykiatere, psykologer.
På spørgsmålet om, hvad jegfortælleren gerne vil være, svarer han: “Bare mig”. For at holde det hele ud udøver han selvskadende adfærd. Han skærer i sig selv, slår og brænder sig selv og skolder hænderne over kedlen. Godt halvvejs i romanen siger han da også: “Jeg dækker mig selv med huller”.
Romanen slutter med et håb: Det lykkes broren at overleve familien og systemet. De to brødre tager hinanden i hånden og går. De allersidste sætninger lyder: “For første gang var der en, de rørte ved alt, der havde gjort så ondt. Alle de ar. Så gik vi”.
Tomas Lagermand Lundme har udgivet en lang række bøger, flest for unge. Denne roman behandler et relevant tabu, der mig bekendt ikke findes meget ungdomslitteratur om. Slet ikke med en dreng som hovedperson. Søskendekærlighed, identitet og vanskelige familieforhold er også temaer fra bogen, som den unge læser er interesseret i.
Romanen er skrevet i et minimalistisk sprog med mange meget korte sætninger: “Træer, krager. Sorte krager. Træer. Ledninger. Aviser. Huse. Haver. Hjem”. Det kræver også noget af læseren. Indimellem bliver det da også næsten for minimalistisk og abrupt, og et par steder er der ikke blevet luget ud i små, sproglige fejl, som burde være blevet opdaget af en korrekturlæser.
Huller og håb
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.