Anmeldelse

En som mig
En som mig

En som mig er ensom …

Rørende bog om mobning, venskab, at sige fra og finde sig selv.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ida, omkring ti år, kaldet Loppe i skolen, ønsker sig et lidt mere normalt liv med normalt tøj, en normal familie og en normal ven, men det har lange udsigter. Hendes mor er lidt af en flippertype, som køber ting og sager på loppemarkeder til Ida. Deraf øgenavnet Loppe. Hun maler og lever i det hele taget lidt fra hånden til munden. Faderen hører vi meget lidt til.

Fakta:

Titel: En som mig

Forfatter: Boel Gerell

Pris: 270

Sider: 120

Forlag: ABC Forlag

Ida er en rørende lille figur, der så småt skæver op mod teenagealderen, for eksempel bliver hun forelsket i sin lede klassekammerat Alicias storebror, og Alicia og dennes veninde Samira er så ”venlige” at arrangere en date med ham, men det er bare snyd.

Hun forestiller sig, at der kommer en ny spændende klassekammerat, og der kommer en, en dreng, men han går med hvid skjorte og har sideskilning! Ovenikøbet hedder han Ufuk. Det viser sig dog, at han er absolut god nok og bliver en god støtte for Ida hen ad vejen, især i opgøret med de to klassekammerater Alicia og Samira.

En vigtig dag i Idas liv er den dag, hvor hun over for sin lærer siger fra. ”Jeg hedder ikke Loppe, jeg hedder Ida”. Så er det (forhåbentlig) på plads!

Børn kan være utrolig hårde ved hinanden, og det demonstreres ofte i børnelitteraturen, men heldigvis demonstrerer man samtidig ”vaccinen” mod uempatisk adfærd, nemlig venskabet. Sådan er det også i ”En som mig”, der fremtræder som en fornem lille og velskrevet fortælling, der med garanti vil gøre indtryk på læsere på mellemtrinnet.

Powered by Labrador CMS