En anderledes bog om mobbeofre som superhelte

Bogen "Skolens sande superhelte" består af ni korte eller længere historier med et forord og en epilog, der runder historierne af. Der er ingen sammenhæng mellem historierne, ud over at hovedpersonerne er anderledes: skæve eksistenser, typiske mobbeofre - men som titlen antyder, er de alle superhelte. Den eneste, der hver gang rammes og bliver mobbeofret, er skolens inspektør, der hver gang er ved at gå ud af sit gode skind.

Søren Lindal er lærer og henter inspiration fra sit eget arbejde, og trods det at han stadig er aktiv, kommer historierne til at virke noget gammeldags især i løsningsforslagene, der hver gang går ud over den stakkels skoleinspektør.

Ligeledes er sproget indimellem fra en anden tid: iltre, gustne, olmt, bjergtaget. Gad vidst om nutidens 6.-klasseelever kender disse gode, gamle danske ord, og man kunne spørge, om forfatteren gør det bevidst, hvilket kunne være en god tanke.

På trods af sjove illustrationer tvivler jeg på, at nutidens elever bliver fanget af disse historier. En enkelt har et anderledes løsningsforslag, nemlig historien om drengen Benny, der kun vil stå på hovedet både hjemme og i skolen. Man bygger en ny skole over for den gamle, hvor man slipper de stramme tøjler og blandt andet må stå på hovedet, og det bliver en succes. Moralen er: Prøv noget anderledes.

Som tidligere nævnt tror jeg ikke, at eleverne selv vil læse bogen, men den kunne måske bruges som oplæsning i fællesskab og derefter samtale om disse elever med særlige kompetencer.