Serien "Læs og forstå" er nu kommet i en ny udgave, som virker tiltalende med hensyn til layout og øvrige ydre kendetegn. Nærværende hæfter er, som nummereringen siger, mest beregnet til 1. klasse.
Opgaverne begynder med helt korte og fortrinsvis lydrette ord og sætninger. Løsningen skal findes ved at læse fire muligheder og vælge en af disse i forhold til en tilhørende tegning. Tegningerne er enkle, farverige og har en stor grad af entydighed. Der er tilsat mange tvist af humor, som er synlige for både børn og voksne. I løbet af hæfterne bliver ordenes sværhedsgrad højere, og sætningerne lidt længere. Bog 1.3 rummer en del opgaver, hvor små korte historier er integreret. Man kan eksemplificere progressionen ved at tage en sætning fra starten og en fra slutningen af materialet. Bog 1.1 begynder: Jeg kan se en mus. Bog 1.3 slutter: At tage gas på nogen betyder: at lave sjov, at lufte ud eller at puste en ballon op.
Man kan spørge sig selv, om nutidens børn gider beskæftige sig med disse opgaver. Der findes mange andre opgaver i bøger og i it-form, som materialet konkurrerer med. Men efter min mening står serien for det gode, gamle og velprøvede. Lærerens ildhu med hensyn til materialer spiller en afgørende rolle. Børnene har her mulighed for at arbejde med fordybelse og læseforståelse i deres eget tempo. De kan desuden nemt få feedback på, om de har løst opgaverne rigtigt, og det er god motivation for at gå videre i arbejdet med at lære at læse. Også i specialundervisningen har "Læs og forstå" gennem årene været et skattet materiale, og der er al mulig god grund til, at dette fortsætter.
Klassiker i nye klæder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.