Også i kirken skal eleverne høre om monstre.

Rekord: Titusinder af elever i de små klasser skal høre om monstre

Tilmeldingen til et nyt projekt fra Landsnetværket af Folkekirkelige Skoletjenester slår alle rekorder. Over 3.000 indskolingsklasser er nu tilmeldt projektet, der handler om monstre. "Det havde vi ikke forventet", siger en talsmand for skoletjenesterne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Titusinder af elever i indskolingsklasser over hele landet kommer i de næste måneder til at høre om monstre, drabelige drager, modbydelige marer og tumpede trolde, når de har dansk eller kristendomskundskab på skoleskemaet.

Efter at Landsnetværket af Folkekirkelige Skoletjenester og de 39 lokale skoletjenester efter flere års arbejde har lagt sidste hånd på deres nyeste projekt, "Monstre på spil - i kristendom, myter og folketro", viser projektet sig nu at være det mest populære undervisningsudspil nogensinde fra de folkekirkelige skoletjenester.

Over 3.000 klasser i indskolingen er tilmeldt projektet, hvor de skal høre om monstre i folkeeventyr, i biblen og i virkeligheden, oplyser talsmanden for landsnetværket, John Rydahl - der også er kendt for at være formand for Religionslærerforeningen.

"Vi syntes, vi var lidt frække"

"Vi havde ikke set, at der ville komme sådan en tsunami. Vi syntes selv, vi var lidt frække, da vi valgte det emne, for vi tænkte, at det måske ligger lige i yderkanten af den faglige undervisning. Men vi syntes selv, det var et fascinerende emne, og det var vi tilsyneladende ikke de eneste, der synes - og det er vi glade for. For os var det lidt et eksperiment, og vi havde nok ikke forventet så stor tilslutning - men det har på en eller anden måde grebet og inspireret rigtig mange", siger John Rydahl.

Når han nævner, at projektet måske ligger i yderkanten af den faglige undervisning, henviser han blandt andet til, at ingen af skolens læseplaner indeholder ordet monster.

"I religion har vi selvfølgelig noget om det onde, og der indgår noget med djævlen - men her indgår der jo også trolde og hekse og andre mærkelige væsner, som er blevet kategoriseret som monstre af forskellig slags", siger John Rydahl.

Fortælling med lydspor Som en del af projektet har forfatter Morten Dürr sammen med illustrator Julie Østergaard lavet en fortælling om monstre og mennesker - og om frygt og håb. Fortællingen er ledsaget af et lydspor, komponeret af Mathias Madsen Munch, som er en musikfortælling til bogen og indspillet af et rumænsk symfoniorkester. Med til projektet hører også et kirkebesøg, hvor eleverne kan høre mere om kirken og kristendommens monstre.

Gennem fortælling, illustrationer og musik møder eleverne - sammen med de to børn Felix og Anna - forskellige monstre, som de bagefter skal arbejde videre med gennem lege og bevægelser og faktakort. Og samtidig med, at der arbejdes enten danskfagligt eller kristendomsfagligt med de forskellige monstre i historien, får eleverne også mulighed for selv at komme med deres bud på, hvad de selv er bange for - altså hvordan deres eget monster ser ud, og hvordan man kan overvinde det. "Og så er der selvfølgelig også en vinkel om, at det også kan være købmanden henne om hjørnet, der kan være et monster, hvis der kommer børn ind, som vedkommende behandler dårligt. Eller det kunne sådan set også være en skolelærer, der var et monster", siger John Rydahl.