Da Marie døde

Allerede titlen antyder, at bogen er en personlig beretning om et barns død. 14-årige Marie var en af de 58 trafikdræbte cyklister i år 2000, som efterlod familien i chok og sorg.

Bogen er bygget op over de nærmestes beretninger. Moderen skriver stærkt og hudløst ærligt om det mareridt, hun har gennemlevet i tiden efter Maries død, og stedfaderen beskriver afmagten over for moderens reaktion og sin egen sorg. At Maries forældre er skilt, giver en yderligere vanskelig situation for både de voksne og for søskende, idet der naturligvis må samarbejdes om dødsfaldets praktiske sider på trods af kaos og chok.

Kredsen om Marie er repræsenteret: Søster, bedsteforældre, veninder, klasselærer og præsten giver alle udtryk for deres tanker og følelser af sorg og utryghed ved omverdenens reaktion. Alle beretninger vidner om stor omsorg og omhu for at gøre alt så godt som muligt. Alligevel er der et gennemgående spørgsmål: Gjorde jeg nu det rigtige? Spørgsmålet og bogen viser os den almindelige usikkerhed over for forældre, der har mistet et barn, og den viser samtidig, hvilke lange skygger et sådant tab giver. Styrken ved denne bog er, at den sætter ord på en del af de skygger stedfarens afmagt, der nemt kunne være endt i en ny skilsmisse, bedsteforældrenes bekymring for moderens opslidende sorg, de efterladte søskendes bekymring over forældrenes uenigheder angående begravelsen og kollegaens støtte, når moderen alligevel ikke magter at arbejde. Det er alt sammen følgevirkninger og uundgåelige reaktioner, når et barn dør.

En følelsesmæssigt stærk bog, der kan anbefales til dem, der har berøring med pårørende, der har mistet et barn.