Citat

Organisationer sætter fokus på børns søvnvaner

Publiceret Senest opdateret

Hvordan får man unge til at skrue ned for deres digitaliserede dagligdag og prioritere den vigtige søvn uden automatisk at blive mødt med himmelvendte øjne?

Det har Red Barnet og Just Human et bud på, skriver de to organisationer i en pressemeddelelse.

Med temaugen ’ReloadMe’ i denne uge har de to skabt en materialebank, hvor lærerne på landets skoler og ungdomsuddannelser kan finde undervisningsmateriale, der i øjenhøjde forsøger at sætte fokus på den gode balance mellem søvn og brugen af skærme.

Blandt årets nye aktiviteter kan man blandt andet finde optagelser fra ReloadMe’s Comedy Tour, hvor fem komikere kridter banen op og med masser af humor fortæller om søvn og digitale vaner.

"Vi ved, at skærme påvirker børn og unges søvn negativt på flere måder, og at en god søvn er afgørende for deres udvikling og mentale trivsel. Derfor er vi glade for at kunne komme ud på landets skoler og uddannelsesinstitutioner og starte samtalen om, hvor vigtigt det er at slukke for skærmene og prioritere en god nats søvn", siger ekspert i forebyggelse af digital mistrivsel hos Red Barnet Carina Ringive i en pressemeddelelse.

Ifølge de to organisationer har over 230 skoler tilmeldt sig årets temauge.

via.ritzau.dk: Børn og unges mangel på søvn kan føre til mistrivsel